En af Danmarks bedste baner skal igennem 10-årigt udviklingsprojekt | Golf.dk
Silkeborg Ry Golfklub har fortsat masser af ambitioner om at udvikle klubben og banen. Her hul 7. på vest-sløjfen. Et hul, der er tegnet af Thomas Bjørn.

Foto: Brian Rasmussen

En af Danmarks bedste baner skal igennem 10-årigt udviklingsprojekt

13/08 - 2020 | Pressemeddelelse

Som led i bestræbelserne på at sikre fremtiden for en af landets største klubber med en af landets bedste baner, har Silkeborg Ry Golfklub indledt et samarbejde med den meget velanskrevne danske banearkitekt, Philip Spogárd, fra det dansk-hollandske firma, Spogárd & Vandervaart.

I den seneste udgave af Dansk Golf Unions medlemsblad, Dansk Golf, svarede hele 59 pct. af de danske tour-proer i en anonym rundspørge, at Silkeborg-banen er Danmarks bedste golfbane. I 2019 blev Silkeborg Ry Golfklub i øvrigt kåret som Årets Golfklub af Golfavisen/Golfmagasinet.

- Selv om det selvsagt er et helt enestående og imponerende resultat for klubben, må man ikke læne sig tilbage i selvros og selvtilstrækkelighed. Vi må ikke gå i stå, men skal fortsat følge med tiden – og gerne altid være et par skridt foran udviklingen, siger SRG-direktør Mads Rugholm.

Aftalen mellem Silkeborg Ry Golfklub og Philip Spogárd indeholder udarbejdelsen af en udviklingsplan for Silkeborg-banens tre sløjfer med 27 huller. Det skal ske over en 10-årig periode gældende fra 2021. Golfklubben kigger 10 år ud i fremtiden, men forløbet kan sagtens strække sig over en endnu længere periode, da der vil være tale om løbende forbedringer i takt med løbende vedligehold og hensyn til de økonomiske midler.

- Vi har nogle helt konkrete ønsker om at forbedre bl.a. træningsområdet, som Spogárd skal hjælpe med. Derudover er målet en langsigtet udviklingsplan for de 27 huller, som også omhandler pleje, vedligehold og udvikling af banen i samarbejde med vores greenkeepere. Med Philip Spogárds idéer og tanker vil vi kunne fremhæve banens kvaliteter yderligere og fremtidssikre, at tingene følger en rød tråd, når vi løbende investerer i forbedringer, siger golfmanager Mads Faber.

Foruden en aftale om byggestyring til sikring af æstetik og kvalitet i forbindelse med konkrete omlægninger omfatter udviklingsplanen også visualisering af huller før og efter. Philip Spogárd lægger stor vægt på at skabe bedre oplevelser for golfspillere på alle niveauer, både i forhold til spillet og til det æstetiske udtryk ud fra en målsætning om at ’designe følelsen af succes’. For arkitekten er det vigtigt også at inddrage medlemmerne og få input fra repræsentanter for klubbens seniorer, kvinder, juniorer og elitespillere.

Med i aftalen med Philip Spogárd er også byggestyring på omlægning af indspils-området, hvor der skal etableres en kortbane med tre-fire huller til begyndere og juniorer. Kortbanen vil også give bedre arbejdsbetingelser for klubbens trænere og dermed bedre træningsvilkår for alle medlemmer.

Ifølge klubbens interne investeringsudvalg giver det god mening netop nu at igangsætte investeringer til sikring af fremtiden i Silkeborg, fordi klubbens drift af banen i Kildebjerg Ry nærmer sig et break even. Flere års fokus på Ry-banen har hævet den til internationalt tour-niveau, der har ført til succesrig afvikling af både Made in Denmark Challenge Tour og Ecco Tour-turneringer. Men det er nu blevet tid til at forbedre og fokusere på Silkeborg-banen sammen med den fortsatte udvikling i Ry.

Foruden de nævnte ændringer på banen skal der også ske forbedringer på klubhuset med tagkonstruktionen, bade- og omklædningsrum, træningscentret, driving range og ikke mindst greenkeepergården.

- Det indledende forløb med Philip Spogárd har været vildt spændende og meget inspirerende. Han har både respekt for det eksisterende og et eminent øje for at gøre en fantastisk golfoplevelse endnu bedre. Ofte er det blot små justeringer, der skal til, som vi ikke selv tænker over i det daglige. Men vi har et meget ens syn på, at golf skal være en spillemæssig og æstetisk oplevelse for alle, hvor spilleren får mulighed for at opleve succes uanset niveau. Vi glæder os derfor meget til det løbende samarbejde og udvikling over de næste mange år, siger golfmanager Mads Faber.

Philip Spogárd ser det som en spændende udfordring at være med til at sætte præg på udviklingen i Silkeborg. 

- Jeg ser meget frem til samarbejdet omkring en udviklingsplan for Silkeborg-banen. Jeg har et enormt positivt indtryk af klubben, medarbejderne og banerne, der hører til blandt Danmarks bedste. Golfspillet og teknologien ændrer sig dog over tid, så alle golfbaner må løbende justeres for at være tidssvarende og udfordre spillerne på en fair måde, der tilgodeser golfspillere på alle niveauer. En udviklingsplan er det ideelle redskab til at få planlagt løbende arbejde, så man sikrer en rød tråd, får løftet kvaliteten indenfor de rammer, klubben har, og sikrer, at pengene bruges korrekt i første forsøg, siger Philip Spogárd.

- En bane som i Silkeborg er et eksempel på en bane, hvor mange ting er gjort rigtigt godt hen over årene. Min rolle som arkitekt bliver - i sådanne projekter - at parkere mit ego på parkeringspladsen, og i stedet prøve at forfine og forbedre det, der kan forbedres gennem mindre justeringer. Jeg er sikker på, at med de rigtige justeringer vil oplevelsen kunne hæves til et endnu højere niveau, siger Philip Spogárd.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:689,682
  • Unique Visitor:78,640
  • Registered Users:157,259
  • Unregistered Users:31,183
  • Blocked Users:12,354
  • Published Nodes:14,958
  • Unpublished Nodes:254
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.237.71.23
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,508
    • This week:145,266
    • This month:479,051
    • This year:689,832

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk