Emily stormer frem på LET | Golf.dk
Emily Pedersen fandt storspillet frem på anden runde af Lacoste ladies Open de France.

Foto: Getty Images

Emily stormer frem på LET

20/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Emily Pedersen spillede første runde af Lacoste Ladies Open de France tre slag over par. Det rakte til en delt 54. plads, og dermed gik hun ind til fredagens arbejdsdag i fare for at misse cuttet. Endnu et. 

Pedersens problemer på banen går helt tilbage til før hendes deltagelse i Solheim Cup for to år siden. Der har været små lysglimt, men ingen kontinuerligt opadgående formkurve. I løbet af de seneste otte turneringer har den 23-årige dansker kun klaret et enkelt cut.

Men det blev så sandelig ikke til en ny friweekend til Pedersen. I stedet går hun ind til weekenden på grænsen til top-10 i et felt, der blandt andre tæller Celine Boutier, Caroline Hedwall, Azahara Muñoz og Nelly Korda, som alle var med på Gleneagles i den netop overståede udgave af Solheim Cup.

Pedersen lavede fem birdies på vej mod en runde i 67 slag. Det svarer til -4 på Golf du Medoc – Chateaux Course, og bragte hendes total til -1.

Den eneste danske deltager indtager 11. pladsen halvvejs gennem turneringen. Det er næsten tre år siden, Pedersen senest er sluttet i top-10 noget sted i verden, men nu venter der en gylden mulighed i det franske.

Karrierens anden sejr på Ladies European Tour bliver dog svær at få fat på denne uge. Der er ni slag op til førstepladsen hvor man finder verdens nummer 10, Nelly Korda. Amerikaneren gik en sublim 64'er fredag for at nå til -10 og skabe et forspring på seks slag ned til Munõz, Charlotte Thompson og Joanna Klatten på en delt andenplads.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer