Emily Pedersen henter første topplacering i mere end tre år | Golf.dk
Emily Pedersen kan sætte en vigtig milepæl i sin rejse tilbage mod toppen.

Foto: Stacy Revere/Getty Images

Emily Pedersen henter første topplacering i mere end tre år

14/03 - 2020 | Kasper Ørkild

Tilbage i 2016 lå Emily Pedersen blandt de 100 bedste kvindelige golfspillere på verdensranglisten. Meget er sket siden, og danskeren har haft nogle resultatmæssigt svære år. 

Det kan dog se ud til, at Smørum-spilleren så småt er på vej tilbage fra sin plads uden for top-500 mod sin tidligere storform. Lørdag sluttede hun nemlig på en delt 7. plads ved South African Women's Open på Ladies European Tour.

Det er over tre år siden, at Emily Pedersen sidst sluttede i top-10. Dermed nåede hun en ny milepæl i sin karriere. Det er ligeledes første gang siden sommeren 2017, at hun klarer fem cuts i streg.

Med en runde i 70 slag - ét slag under par - holdt danskeren sig i toppen og var en del af det tætte felt i toppen af leaderboardet.

Den 24-årige havde ikke mange pars på finalerunden, hvor hun med en eagle på syvende hul hentede vigtige slag på sine konkurrenter. Gennem runden måtte hun også notere fire birdies og fem bogeys. 

Det placerer hende i -2 samlet for ugen sammen med syv andre - blandt andet sidste uges svenske vinder, 18-årige Julia Engström.

Den engelske rookie Alice Hewson, der var placeret som nummer 863 i verden inden sejren, vandt sin første LET-sejr, da hun sluttede alene i spidsen i -5. Trods en tur i træerne på sidste hul formåede hun at komme ind og i for at sikre den overraskende sejr.

Line Toft Hansen og Linette Holmslykke var også fra start ved turneringen, men begge danskere missede cuttet forud for weekenden.

Se hele stillingen her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer