Emily på vej tilbage mod toppen | Golf.dk
Emily Pedersen er sluttet som nummer 16 og 17 på LET de seneste to uger.

Foto: Brian Rasmussen

Emily på vej tilbage mod toppen

29/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

På Golf Club de Terramar syd for Barcelona var der lagt op til en kamp om Estrella Damm Mediterranean Ladies Open mellem Spaniens egen Carlota Ciganga og tyske Laura Fuenfstueck, som gik ind til finalerunden med et forspring på to slag.

Det blev dog en anden tysker, som blev Solheim Cup-heltinden Cigandas største udfordrer til titlen. Fuenfstueck kunne ikke finde spillet søndag og faldt ned til fjerdepladsen med en 79'er. 

Da Esther Henseleit midt på runden fandt fem birdies i løbet af syv huller, stod det klart, at titlen enten skulle gå til Europas nummer et på verdensranglisten eller nummer et på LET Order of Merit.

I løbet af dagen var Ciganda både over og under par, men aldrig mere end et slag. Da Henseleit afleverede en 69'er for en total i -7, vidste Ciganda, at hun skulle være i par for dagen for at vinde. Det klarede verdens nummer 12 lige præcis med fem afsuttende pars i træk for en runde i 71 og en samlet score i -8.

For Emily Pedersen blev besøget til Sitges også en succes. Den 23-årige dansker havde en runde i 72 slag, +1, som var fuld af udsving fra par. Med den tog hun et ryk fra 23. pladsen til delt nummer 17 i +4. 

Det er anden uge i træk, Pedersen slutter i top-20 på Ladies European Tour, og kigger man på hendes fire scorekort for turneringen, ser det ud til, der kan være endnu større resultater lige om hjørnet. 

Fra torsdag til søndag producerede hun 13 birdies og tre eagles. Samlet tog hun 19 slag fra banen, og det var flere end Ciganda, som fik overrakt trofæet, flere end nogen anden i feltet faktisk.

Det vidner om et enormt potentiale. Lidt færre fejl, og så kan det snart igen blive Pedersen, som spiller med om store titler.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer