Emily og Nicole klarer cuts på forskellige kontinenter | Golf.dk
Nicole Broch Larsen er nummer 56 i Race to CME Globe. Måske er der fremgang i vente denne uge i Indianapolis.

Foto: Getty Images

Emily og Nicole klarer cuts på forskellige kontinenter

27/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Sidste uge tog Emily Pedersen et skridt på vejen tilbage mod golfens elite, da hun gik to flotte runder i 60'erne og sluttede på en 16. plads på LET i Frankrig. Denne uge havde hun mulighed for at give sig selv et nyt rygstød ved Estrella Damm Mediterranean Ladies Open.

Pedersen kom til Sitges syd for Barcelona uden på noget tidspunkt i 2019 at have klaret to cuts i træk, men det havde hun mulighed for efter et udlæg i +2 på Golf Club de Terramar.

Det gav en 35. plads efter første runde, og fredag producerede den 23-årige dansker for anden dag en 73'er, og for anden dag i træk lavede hun en eagle på et par fem hul.

Ved dagens afslutning faldt cuttet i +5, og med en total i +4 overnatter Pedersen på en delt 39. plads.

Derfra er der fem slag op til top-10, mens tyske Laura Fuenfstueck skabte sig et tre-slags forspring i toppen med sin anden 68'er i træk, som bragte hendes total til -6.

På LPGA var det blevet Nicole Broch Larsens tur til at gå morgenrunden ved Indy Women in Tech Championship. Hun startede dagen som nummer 13 i -4, og efter en runde med tre birdies og tre bogeys på Brickyard Crossing Golf Club i Indianapolis, var hun stadig fire under par.

Nanna Koerstz Madsen var på andenpladsen efter første runde i 65 slag, men fredag skulle hun bruge 10 slag mere på at klae de 18 huller. Derved blev -7 forvandlet til -4. Koerstz Madsen og Broch Larsen går ind til weekenden side om side på 15. pladsen. 

Sydkoreaneren Mi Jung Hur førte efter første runde, og halvvejs gennem turneringen er hun stadig alene i spidsen. Det blev til 70 slag, som bragte vinderen af årets Ladies Scottish Open til -11 samlet. Hun har to slag ned til japanske Sakura Yokomine på andenpladsen og syv slag ned til de to danskere.

Cuttet faldt i par. Ariya Jutanugarn, Lexi Thompson, Sung Hyun Park og Charley Hull var blot nogle af en række store navne, som ikke klarede sig med til weekenden.

Stillingen i Spanien
Stillingen i USA

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer