Emily lægger ud i 75 slag | Golf.dk
Emily Pedersen er syv slag fra Meghan MacLaren, som har del i førstepladsen ved Jabra Ladies Open.

Foto: LET

Emily lægger ud i 75 slag

23/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

132 spillere er denne uge i kamp om blot to pladser til årets sidste major, Evian Championship. Der er ikke tale om lotto-chancer i Jabra Ladies Open, men det er ikke langt fra. 

Emily Pedersen er eneste danske deltager i den tre runder lange kvalifikationsturnering på Evian Resort Golf Club, og mens hun har gode chancer fir at få del i de 150.000 euro, der skal fordeles mellem spillerne, som klarer cuttet, så blev den i forvejen lille chance for at få plads i den franske major endnu mindre torsdag.

Pedersen blev nummer 14 i Evian Championship i 2016, men hvis hun skal få mulighed for at levere et nyt topresultat, skal der leveres klassegolf de kommende dage. 

Mens turneringen føres i -3 af Meghan MacLaren og den franske amatør Pauline Roussin Bouchard, så brugte 23-årige Pedersen 75 slag. Seks bogeys og to birdies bragte scoren til +4, og det giver en delt 57. plads.

Englænderen MacLaren er allerede kvalificeret til Evian Championship og kan bruge Jabra Ladies Open som træning frem mod majoren sidst i juli. Skulle hun slutte i top-2, vil pladsen gå til den næste i stillingen. 

- Banen er længere, end den har været i tidligere udgaver af denne turnering, og det gør den mere lig mesterskabet, og det tester os en hel del mere. Det er rart at spille banen på denne måde, sgde MacLaren, der var en af kun 11 spillere under par torsdag.

Første runde bød på to holes-in-one. Florentyna Parker lavede sin tredje etter på Ladies European Tour med et 5-jern fra 167 meter på banens ottende hul. Senere på dagen slog Sarah Nilsson et 7-jern i hul fra 142 meter på 16. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer