Emily har alle odds imod sig | Golf.dk
Emily Pedersen har ryggen mod muren på Q-School, men trods en hård start er alt håb ikke ude.

Foto: Getty Images

Emily har alle odds imod sig

25/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Der krævede en helt særlig præstation, før Emily Pedersen kunne avancere fra Stage II af LPGA Tourens Q-School, men den 23-årige dansker kommer på en endnu større opgave, hvis hun skal slippe succesfuldt gennem det afgørende led i kvalifikationen.

Utroligt comeback redder Emily på Q-School

Med 98 spillere i kamp om 45 kort i kategori 14 var chancerne ellers fornuftige inden starten, men blot to runder inde i den otte runder lange Marathon svinder håbet for den tidligere Solheim Cup-spiller.

Onsdag brugte Pedersen 74 slag på Pinehurst No. 6, og torsdag gik det helt galt. Fire bogeys og to doublebogeys førte til en score i 79 slag, og med den sank den eneste danske deltager til bunds i stillingen. Med en samlet score i +11 er Pedersen kun foran to spillere.

Det er ikke umuligt at få vendt rundt på tingene, men det kræver spil af en helt anden kvalitet. Indtil videre har Pedersen lavet flere doublebogeys end birdies, og det er ikke vejen frem, hvis hun skal gøre sig håb om at spille sig tilbage i kampen. Der er ni slag op til en delt 43. plads. 

Efter fjerde runde får spillerne to dages pause, inden de genoptager kvalifikationen på Pinehurst No. 9.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer