Emily debuterer på LPGA | Golf.dk
Emily Pedersen har spillet sin første runde på LPGA, og hun har fine muligheder for at klare cuttet

Foto: Brian Rasmussen

Emily debuterer på LPGA

24/05 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

For en uge siden stod Emily Pedersen højt på reservelisten, men hun kom alligevel ikke til at spille turneringsgolf. Denne er der blevet plads i feltet, så den 21-årige slutter sig til Therese O'Hara og Nicole Broch Larsen i LPGA Volvik Championship.

Turneringen på Travis Pionte Country Club vest for bilbyen Detroit bliver Pedersens første, siden hun i december spillede sig til en deltidskategori på verdens stærkeste tour.

Iben Tinning blev den første dansker til at prøve kræfter med LPGA Touren i 2004, men hun formåede ikke at slå igennem i USA og var tilbage i den hjemlige andedam året efter. Therese O'Haras første sæson på LPGA endte også uden højdepunkter, og lige da Line Vedel var ved at slå igennem på den helt store scene, måtte karrieren indstilles på grund af rygproblemer.

Kort sagt er der ikke stærke danske traditioner i USA, men denne uge markerer en milepæl, da der er første gang, tre danskere spiller med i en amerikansk LPGA Tour-turnering. Det betyder ikke nødvendigvis, at Danmark er ved at blive en magtfaktor på lige fod med de amerikanske og sydkoreanske stjerner - O'Hara har kun klaret to cuts ud af syv mulige, og Pedersen og Broch Larsen har et begrænset antal starter til at spille sig til en fuld kategori – men der er flere tegn på, at udviklingen går hastigt i den rigtige retning.

I Australien tidligt i år spillede Nanna Koerstz Madsen sig gennem kvalifikationen og hentede derefter en andenplads, det bedste danske resultat på LPGA nogensinde, og hun er godt på vej til at sikre oprykning fra Symetra Tour. I april var Broch Larsen med fremme halvvejs gennem turneringen på Hawaii.

Det er helt afgørende for karrieren at sikre sig spilleret i USA. Denne uge er der 1,3 millioner dollars på spil, hvilket gør turneringen til en af de mindste på LPGA. Til sammenligning har Ladies European Tour en halv million euro i præmiepuljen ved de største turneringer.

På trods af at verdenstoppen er vant til at spille om væsentligt større beløb, så er der samlet et stærkt felt i Michigan. Den forsvarende mester, Ariya Jutanugarn, får selskab af blandt andre sidste uges vinder, Lexi Thompson, Michelle Wie, Suzann Pettersen, Shanshan Feng, Brooke Henderson og Carlota Ciganda. 

Link til leaderboardet.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer