EM-finale: Vi skal spille, være glade og nyde det | Golf.dk
Der kommer en portion stærke sølvmedaljer til seniorherrerne

Foto: Kim Worm

EM-finale: Vi skal spille, være glade og nyde det

08/09 - 2017 | Martin Rahbech

Der er noget spændende og meget specielt på programmet for dansk golf lørdag.

Danmark er i EM-Finalen ved herrerne seniorer.

Sejren i semifinalen mod Skotland blev reelt sikret, da Michael Flindt holdt føringen på 18. hul. Henrik Daugaard var i gang med første omspilshul, men det blev stoppet, da Michael Flindt holede sit putt fra en meter og delte med en 6’er på 18. hul.

- Det er fuldstændigt vildt. Jeg er ovenud stolt. Vi var enige om at spille og være glade i dag, og vi nød det. Jeg var sikker på, at vi ville blive nummer fire, men nu er vi altså i finalen. Vi er et rigtig godt hold, og vi står sammen. Det er også godt, vi har Hans Stenderup med som kaptajn, for han har jo prøvet mere end os alle sammen, og han er god for holdet, siger Michael Flindt til Golf.dk

Der venter i sagens natur en stor udfordring i finalen, hvor Irland stiller op.

- Vi er stolte over, at være i finalen. Vi har aftalt, at vores tilgang skal være den samme som i dag. Vi skal tage det som en oplevelse. Vi skal spille, være glade og nyde det. Det er stort, og vi glæder os meget, siger Michael Flindt.

Lørdagens finale sættes i gang 13.48, og det foregår på PGA Sweden National i Malmø, så der er ikke langt fra København til en spændende golfdag.

Link til finalestillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer