Efter flot start kan Cappelen kigge opad | Golf.dk
Sebastian Cappelen har allerede sikret sig en plads på PGA Touren, men hvor god hans rangering kommer til at være, det bliver først afgjort i Korn Ferry Tour Finals.

Foto: Getty Images

Efter flot start kan Cappelen kigge opad

22/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Et misset cut i den første af tre Korn Ferry Tour Finals kostede Sebastian Cappelen en enkelt placering på ranglisten. For halvanden uge siden sikrede han sig oprykning til PGA Touren med en slutplacering som nummer 16 for den regulære sæson, men søndag blev han sendt ned til 17. pladsen. 

Hver eneste placering – op eller ned – kan få betydning for antallet af starter i 2019-2020, og historiens første danske oprykker til PGA Touren er måske på vej til at klatre op ad ranglisten i Albertsons Boise Open, den anden slutspilsturnering. 

Cappelen lavede tre birdies i løbet af de første fire huller, og han sluttede dagens arbejde af med to birdies i løbet af de sidste tre. Klemt ind imellem var der to bogeys, så scoren for første runde på Hillcrest Country Club blev 68 slag, -3.

Mens den ene halvdel af feltet er ved at have gjort deres arbejde færdigt, og den anden lige har begyndt sit, svarer scoren til en delt 15. plads.

Den 29-årige fynbo står noteret for et gennemsnit på imponerende 359 yards i Driving Distance og otte ramte fairways. Han ramte 15 Greens in Regulation.

Norske Viktor Hovland deltager også. Efter et fint resultat sidste uge har han brug for at slutte omkring 25. pladsen for at sikre sig at spille PGA Tour i næste sæson. Den 21-årige komet er et slag foran Cappelen og i skrivende stund på en delt niendeplads.

Opdateret.

Efter afslutningen på første runde rækker Cappelens score til en delt 19. plads.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer