Efter brylluppet: McIlroy skifter hele bag'en ud | Golf.dk
De næste 10 år står der Taylormade på Rory McIlroys udstyr.

Foto: Getty Images

Efter brylluppet: McIlroy skifter hele bag'en ud

10/05 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Siden Rory McIlroy senest spillede turneringsgolf er der sket store omvæltninger i tilværelsen. For et par uger siden blev han gift, og tirsdag endte lange tiders spekulationer omkring hans fremtid på udstyrsfronten, da han mødte op til The Players med bag'en fuld af Taylormade jern, køller og putter for 100 millioner dollars.

Det var prisen for at binde verdens nummer to til en 10-årig kontrakt, og for det beløb ville det have været underligt, om ikke udstyret fik et par rosende ord med på vejen.

Det var bolden, TP5x, som blev udslagsgivende. Siden Nike lukkede kølleværkstedet sidste år, har McIlroy testet forskelligt udstyr. Han gik tilbage til Titleist Pro V1x, som han spillede med tidligere i karrieren, havde en overgang Callaway jern og skiftede mellem køller fra Taylormade og Callaway. Bolden opførte sig dog ikke helt efter hensigten, og det resulterede i nye eksperimenter i tiden efter The Masters.

- Jeg testede en hel del bolde, og det er den, jeg endte med. Og det var sådan set det, der fik mig til dette punkt, for det var den bedste bold, jeg har slået til nogensinde. Jeg føler, det er den bedste bold for mig fremadrettet, og derfra var det bare med at få alt andet til matche bolden, og det er derfor, jeg føler, det her er den bedste vej frem, sagde han på sit pressemøde tirsdag.

I bag'en er driver og to fairwaykøller model M2, et UDI 1-jern, P750 3- og 4-jern, En prototype kaldet ”Rors” 5-9-jern, en serie wedges der heller produceres til den almene forbruger og en Spider putter, som endnu ikke er garanteret en plads i startopstillingen.

At skifte udstyr er ikke forbundet med de samme vanskeligheder som tidligere. Det meste på markedet er af høj kvalitet, og det bliver endnu lettere af at McIlroy får sine jern smedet præcis som han ønsker dem. Derfor skulle der ikke være noget i vejen for, at han kan spille med i toppen denne uge i The Players. At han har fået en ring på fingeren har heller ikke ændret noget i forhold til fremtidsudsigterne på banen.

- Jeg har altid villet dette spil, så jeg vil altid være determineret, jeg vil altid være intens og forsøge at få mest muligt ud af mit spil. Jeg tror ikke, det kommer til at ændre sig, fordi jeg er blevet gift. Jeg tror, min tilgang på golfbanen vil være den samme. Det kommer måske til at hjælpe mig med at komme mig over hårde nederlag en smule nemmere. Jeg ved ikke, det må jeg fortælle jer til den tid. Men jeg er et fantastisk sted i mit liv, og jeg føler mig godt tilrette og meget heldig over at være i denne position, og nu handler det bare om at forsøge at få mest muligt ud af det held, jeg har haft, sagde han.
  
McIlroy er sat i bold med Dustin Johnson og Justin Thomas, og de går på første tee klokken 19.52 torsdag. Blandt de andre interessante bolde på eftermiddagsholdet er Jon Rahm, Martin Kaymer og Justin Rose samt Patrick Reed, Brooks Koepka og Bubba Watson. 

Fra morgenstunden kommer der til at være fokus på boldene med Jason Day, Henrik Stenson og Rickie Fowler samt Phil Mickelson, Jordan Spieth og Hideki Matsuyama. 

Følg McIlroy og de andre på C More Golf.

Link til leaderboardet.

User Comments:

  • Det er godt nok et dyrt golfsæt :-)

    31/05 - 2017 | Jan Lehmann

    gad vide om han fik bag'n med gratis... "han mødte op til The Players med bag'en fuld af Taylormade jern, køller og putter for 100 millioner dollars." ...

  • 100 millioner dollars - er det en skrivefejl ?

    10/05 - 2017 | Bente Jensen

    Taylormade betaler de kommende 10 år 100 millioner dollars til Mcllroy, wauv, ja, det er vel kun os "alm. golfspillere" som kommer til at betale det kæmpe honorar via prisstigninger på Taylormade udstyr. Så "no go" Taylormade udstyr til mig.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer