ECCO Tour er klar med sin kalender for 2020 | Golf.dk
Ledreborg bliver atter ECCO Tour-bane i 2020.

Foto: PR

ECCO Tour er klar med sin kalender for 2020

15/11 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

ECCO Tour er tidligt klar med sit turneringsprogram for 2020, så en lang række ambitiøse danske spillere kan nu begynde at sætte krydser i kalenderen.

Touren, som indgår i Nordic League, vil atter besøge baner som Kokkedal, Rømø og Silkeborg Ry, som er nogenlunde faste pit stops på touren.

Men der er også nogle baner, som vender tilbage på ECCO Tour efter kortere eller længere pauser.

For eksempel vender Samsø Classic Pro-Am by Samsø Festival tilbage. Det bliver første gang i syv år, at der spilles ECCO Tour på øen i Kattegat, hvis golfbane har et par af de smukkest beliggende huller i Danmark.

Den turnering spilles fra den 8-10. juni.

Det er ti år siden, at Ledreborg Palace Golf Club sidst var ECCO Tour-bane, men i midten af september vender den tilbage igen.

- Jeg er rigtig glad for, at Ledreborg er tilbage på vores kalender. Det er en fremragende bane og et anlæg med de helt rette faciliteter for både professionelle og sponsorer, siger Flemming Astrup, der ejer ECCO Tour.

Også Marbæk-banen i Esbjerg er på planen for 2020, ligesom der atter vil være en særlig endages-turnering på Great Northern.

Der er ikke længere noget nyt i, at den danske golftour leger med formaterne. I 2020 vil en turnering i Aalborg Golf Klub blive afviklet på tre sløjfer og med både hulspil og gruppespil. Samtidig vil 12-hullers formatet, som tidligere har været brugt, også finde anvendelse. Det bliver i 2020 i Kokkedal.

Sæsonstarten vil stadigvæk ligge i Spanien. Den er dog rykket en anelse tilbage, og første turnering bliver DAT Open, der begynder den 5. marts 2020.

Se hele ECCO Tour-kalenderen for 2020.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer