To eagles og sejr til Nicolai Højgaard i Great Northern Challenge | Golf.dk
1100 tilskuere så Nicolai Højgaard vinde den første udgave af Great Northern Challenge.

Foto: Great Northern

To eagles og sejr til Nicolai Højgaard i Great Northern Challenge

02/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

For første gang i sin korte levetid var det ambitiøse baneprojekt i Kerteminde, Great Northern, mandag vært for en professionel turnering. Great Northern Challenge bød på en lang række af Danmarks største talenter samt det største danske golfnavn nogensinde, Thomas Bjørn.

Sidste års vindende Ryder Cup-kaptajn var ikke den eneste spiller med europatour-erfaring til start. Det 35 mand store felt talte blandt andre Lasse Jensen, Mads Vibe-Hastrup, Morten Ørum Madsen og Thomas Nørret, men det blev en af turneringens yngste deltagere, som løb med førstepræmien og den største bid af de 250.000 kroner i samlet præmie.

18-årige Nicolai Højgaard var eneste spiller under par på det fynske prestigeprojekt, og dermed beviste Great Northern, at banen vil være i stand til at tøjle topprofessionelle, hvis en større turnering engang skulle blive arrangeret på de 6775 meter fra backtee.

Sammenlagt blev der lavet fem eagles i løbet af turneringen, og Nicolai Højgaard stod for to af dem. Først klarede han par fire hullet syvende i to slag, og syv huller senere brugte han tre slag på banens næstsidste par fem hul. 

På scorekortet blev der også plads til en doublebogey, fire bogeys og tre birdies, en af dem på sidste hul, hvilket førte til en runde i -1 og en smal sejr på et slag ned til Oliver Hundebøll Jørgensen. Klubkammeraten fra Silkeborg, Morten Ørum Madsen, blev nummer tre i +2.

Jack Nicklaus har designet banen, og på Great Northern har historiens måske bedste spiller ikke gjort det nemt for de næste gennerationer. 18 af de 34 spillere, som færdiggjorde runden, var ikke i stand til at holde scoren i 70'erne.

Den gruppe faldt Thomas Bjørn i. Den 48-årige veteran skulle frem til 18. hul for at få sin første og eneste birdie. Ligesom spillemakkeren Rasmus Højgaard, den bedst placerede dansker på challengetourens Road to Mallorca, brugte Bjørn 80 slag og sluttede på en delt 17. plads. 

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer