Dustin og Rory i bold sammen - få overblik over starttiderne | Golf.dk
Dustin Johnson og Rory McIlroy spillede træningsrunde sammen tirsdag. De kommer også til at spille sammen torsdag og fredag.

Foto: Getty Images

Dustin og Rory i bold sammen - få overblik over starttiderne

11/11 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Mens disse ord hamres ud via mit tastatur er der godt 14 timer til Lucas Glover, Corey Conners og C.T. Pan træder ind på første tee på Augusta National.

Præcis samtidig træder Sandy Lyle, Jimmy Walker og Yuxin Lin ind på 10. tee. Et af de traditionsbrud, der finder sted i år, er nemlig at der er spilstart fra to teesteder. Årsagen er naturligvis, at der er mindre dagslys i november end i april, hvor Masters eller altid bliver afholdt.

Det er næppe lige de to trebolde, der får pulsen til at stige hos den gennemsnitlige golffan. Men allerede 11 minutter senere, klokken 13.11 dansk tid, begynder der at ske noget. Her skal spillere som Webb Simpson og Hideki Matsuyama ud. Kort efter vil folk som Lee Westwood, Matt Kuchar, Xander Schauffele, Jon Rahm og Bryson DeChambeau betræde de grønne fairways i håb om, at der 72 huller senere venter en grøn jakke.

Her kan du se nogle af de mest spændende bolde at følge torsdag. De spillere, der skal ud tidligt torsdag, skal ud sent fredag. Skal de ud fra 1. tee torsdag, skal de ud fra 10. tee fredag og omvendt.

Alle tider er dansk tid. Viasats transmissioner begynder klokken 19 både torsdag og fredag. Men hvis du gerne vil følge med i morgenrunderne, er der via masters.com flere gode muligheder for at se med helt fra begyndelsen.

13.11 (hul 10): Webb Simpson, Marc Leishman, Hideki Matsuyama: En multinational trebold, der i Simpson og Matsuyama rummer to ikke-utænkelige bud på en vinder. Leishman er en dygtig spiller, men i dårlig form.

13.33 (hul 10): Jon Rahm, Bryson DeChambeau, Louis Oosthuizen: Morgenstundens stjernebold. De to første er på manges top-5 over ugens favoritter. Oosthuizen har en enkelt majorsejr og har prøvet at blive nummer 2 i alle fire majors. Tre spillere i absolut verdensklasse.

13.44 (hul 10): Patrick Reed, Paul Casey, Tony Finau: Tre spillere med vidt forskellige statur og stil, men med noget at bevise og chancer for at være med til det allersidste. Reed vil gerne revanchere, at han smed sin sejrschance ved US Open. Paul Casey kunne have vundet PGA Championship i august, og Finau var en af mange spillere, der slog bolden i vandet på 12. hul sidste april og banede vejen for Tiger Woods.

13.55 (hul 10): Tiger Woods, Shane Lowry, Andy Ogletree: Måske sidste gang, Tiger Woods spiller en major som forsvarende mester. Alene det gør det seværdigt. Andy Ogletree vandt US Amateur i 2019 og får sit livs oplevelse denne uge.

14.06 (hul 10): Jordan Spieth, Gary Woodland, Ian Poulter: Vi ved ikke rigtig, om vi tror på nogen af disse tre i denne uge. Men vi tør heller ikke afskrive nogen af dem på forhånd. Mon ikke en af dem spiller sig frem inden weekenden?

17.27 (hul 10): Bubba Watson, Matthew Wolff, Tommy Fleetwood: Rent stilistisk måske den mest interessante bold. De to første er langtslående og uortodokse på hver sin måde. Tommy Fleetwood har et af tourens korteste sving, men dissekerer golfbaner med kirurgisk præcision. Det er nemt at forestille sig disse tre lave samme score uden at spille banen på bare tilnærmelsesvis samme måde.

Læs også: Masters: Dem vi tror på - og dem vi håber på

17.38 (hul 1): Adam Scott, Collin Morikawa, Tyrrell Hatton: Scott er stadig den mest kendte af de tre spillere i denne bold, men det er de to andre, der er i top-10 på verdensranglisten. Nogen fra dette triumvirat kommer til at slutte nær toppen. Vi aner bare ikke hvem.

17.49 (hul 1): Justin Thomas, Matthew Fitzpatrick, Brooks Koepka: To artillerister og en finskytte. Engelske Fitzpatrick kommer til at slå først fra de fleste fairways, da han ikke slår nær så langt som de to andre. Manden fra Sheffield kan få det svært mod to af feltets superstjerner, favoritter og tidligere verdensettere.

18.00 (hul 1): Dustin Johnson, Rory McIlroy, Patrick Cantlay: Den eneste bold med tre fra verdens top-10. Det er her, du skal finde popcorn frem og sætte telefonen på lydløs. Cantlay kan spille uden det store pres, men Dustin og Rory bliver ved hver eneste major spurgt, om de ikke snart burde vinde en igen.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,230,362
  • Unique Visitor:145,319
  • Registered Users:162,214
  • Unregistered Users:31,160
  • Blocked Users:12,415
  • Published Nodes:15,821
  • Unpublished Nodes:300
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.238.70.175
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:454
    • This week:70,010
    • This month:287,692
    • This year:2,230,792

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk