Dustin Johnson blev den store vinder | Golf.dk

Dustin Johnson blev den store vinder

13/09 - 2016 | Claus Rødgaard Thomsen

Sæson er ved at gå på hæld på PGA Touren. Det er tid til at kåre de helt store vindere, og Dustin Johnson er en af disse. Efter en sæson med sejre i US Open og WGC-Bridgestone Invitational skrev han endnu en stor sejr på kortet, da han søndag vandt BMW Championship.

Han vandt på Crooked Stick GC uden for alvor at have været presset. Efter otte huller var han i -3 efter fem birdies, og han slog reelt sejren fast, da han holede et eagleputt fra knap seks meter på 15. hul.

Han endte med en total i -23 tre slag foran Paul Casey og seks slag foran Roberto Castro.

Sejren bringer Dustin Johnson op på førstepladsen på FedEx Cup ranglisten inden TOUR Championship runder sæsonen af 22. – 25. september.

En anden af turneringens store vindere blev Roberto Castro. Han lå på 53. pladsen på FedEx Cu ranglisten inden BMW Championship, så han var seriøst presset for at nå til top 30 og TOUR Championship på East Lake, som kun ligger et kvarters kørsel fra hans hjem.

Udenfor top 30 sluttede flere af de prominent navne, men det er ikke nødvendigvis sæsonslutning.

Sergio Garcia sluttede som nummer 32, og Brooks Koepka som nummer 35, men de er begge med for Europa og USA til Ryder Cup.

Ricki Fowler blev manden, der sluttede på 31. pladsen efter en 59. plads ved BMW Championship. Hans sæson kan måske være forbi. Det afhænger af Davis Love III, for han vil mandag udvælge tre af sine fire wild cards. 

Der er ingen tvivl om, at Ricki Fowler er med i tankerne, men senere mandag vil det altså vise sig, at kaptajnen har tiltro til ham.

- Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne i forhold til mit program og mine turneringer, og det ville selvfølgelig have været rarere, hvis jeg havde spillet bedre, så det havde været nemmere for ham at vælge mig. Uanset om han har besluttet sig eller ej, så er det op til ham. Jeg ser bare frem til at have en uge fri i den kommende uge, sagde Rickie Fowler til pressen efter sin runde, men inden han vidste, om han kunne knibe sig med i top 30.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer