Dronninglund knækker junior-koden | Golf.dk
I Dronninglund har man succes med at tiltrække juniorer.

Foto: Rene Schütze

Dronninglund knækker junior-koden

03/09 - 2019 | Peter Bugge

Mens mange golfklubber i landet har problemer med at holde på deres juniorer, er situationen helt anderledes i Dronninglund. Her står de unge spillere bogstaveligt talt i kø ved boldmaskinen, og hvor der tidligere måske skulle samles bolde en gang om ugen, er det nu nødvendigt at køre en tur på rangen med boldsamleren hver dag. Det skyldes ikke mindre end de mange nye juniorer. Men hvad er det, Dronninglund kan, som i den grad tiltrækker de unge mennesker? Svaret skal i høj grad findes hos klubbens pro, Casper Bruun. 

- For 2 1/2 år siden var der i snit otte juniorer til hver træning. Det var en udfordring at holde træning for dem. Så vi ville forsøge at lave verdens bedste juniortræning, så det kunne blive sjovt at gå til golf. Lige så stille er det lykkedes. Vi er gået fra otte til nogle og tredive i snit pr træning. Rekorden er 39, fortæller Casper Bruun, og fortsætter:

– Vi forsøgte at skabe visioner og en målsætning for den enkelte junior… Vi ville skabe et miljø, som gør det ok at komme herud efter skole i stedet for at sætte sig hjem bag computeren. Gøre det til et frirum, hvor man kan lave sine lektier. Men også har mulighed for at spille golf. Man skal have det sjovt, når man er i klubben. Herude spiller man ikke golf, man går til golf. Målet er ikke nødvendigvis at skabe verdens bedste golfspiller, målet er at få folk til at elske golf, fortæller han.

Formand for golfklubben, Bjarne Pedersen, supplerer:

– Det, vi har fået skabt - med Casper i spidsen - er en træningskultur. Det er fedt at komme herop søndag morgen klokken 8 om morgen og møde en junior. Og når man så forlader området kl 20, er han her stadigvæk. Det har jeg aldrig oplevet heroppe i de 11 år, jeg har været her, fortæller formanden, som også kan glæde sig over en behagelig “sidegevinst” ved de mange nye juniorer. De tager nemlig ofte deres forældre med, i gennemsnit giver hver ny junior 1,8 nye seniormedlemmer.

En af dem er René Schütze. Hans søn, Mark, er en talentfuld golfspiller, der netop har vundet juniorrækken ved klubmesterskaberne. De er begge forholdsvis nye medlemmer i klubben.

– Vi skiftede til Dronninglund - mest på grund af Casper (Bruun, red.). Her var en træner med ild i øjnene, der VILLE det. Casper spurgte ind til, hvad min søn ville, hvad der var hans målsætning. Og så lavede han et program med målsætninger og delmål, det har jeg aldrig nogensinde set andre steder, fastslår René Schütze.

Ud over den fokuserede ugentlige træning, har klubben også skabt en række sociale tiltag for de unge mennesker. Eksempelvis er der snacks på hver træningsaften, og en månedlig fælles spisning. Den slags koster, og med det støt sigende antal juniorer, kan det være svært at få budgettet til at slå til, når der også skal betales turneringsgebyrer og diverse andet. Men det ser man ikke som et problem i det nordjyske.

– De penge, der ikke er finansieret i budgettet, må vi så få finansieret. Vi ser muligheder, ikke begrænsninger. Nogle gange siger bestyrelsen nej, men så må vi jo spørge nogle andre, fastslår Casper Bruun.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer