Driving Range Champion | Golf.dk
Jordan Spieth er Champion Golfer of the Year.

Foto: Getty Images

Driving Range Champion

23/07 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

For 12 måneder siden udspillede historiens måske mest velspillede duel sig søndag i The Open Championship. I år fik vi dem mest utrolige.

Mens de tidligt startende spillere væltede sig i birdies, så blev forholdene sværere for de førende søndag eftermiddag. Jordan Spieth startede med et forspring på tre slag ned til Matt Kuchar, men mange flere nåede ind i kampen om the Claret Jug.

Haotong Li startede 12 slag fra førstepladsen, men efter en 63'er blev den 21-årige kineser førende i klubhuset i -6.

Spieth spillede to af de første tre runder uden bogeys, men allerede efter fire huller af finalerunden havde han lavet tre fejl og lå lige med sin direkte konkurrent i -8. Derfra rørte spillerne i førerbolden ikke meget på sig, så da Rory McIlroy og Rafa Cabrera Bello kæmpede for at tangere Lis total, var der stadig en chance for, at det kunne række til omspil. Begge sluttede -5, men det skulle vise sig, ikke at blive afgørende.

Tilbage på 13. tee var Kuchar og Spieth helt lige i -8, og det lignede et afgørende øjeblik, da Spieth slog et af de skæveste slag nogensinde set i professionel golf. Bolden startede højre og fortsatte højre. Den endte i et uspilleligt leje, og derfra fulgte små 20 minutter, hvor spilleren sammen med forskellige dommere forsøgte at finde ud af, hvor det var muligt at tage et drop. 

Han gik tilbage på linjen og endte oppe på Royal Birdales driving range, bag hans egen udstyrssponsors mobile værksted. Uden at kunne se green, uden at have en præcis afstand - men med masser af hjerte og vilje – slog den 23-årige sin bold op i nærheden af green og kom ind-og-i for en sensationel bogey.

Det bragte Kuchar ét slag i front, men turneringens skæveste slag var lige præcis, hvad der skulle til for at sætte gang i Spieth. Derfra producerede han en uforglemmelig afslutning, måske den bedste i mesterskabets 157 år lange historie. 

På hul 14 var han lige ved at lave hole-in-one. Birdie. På 15 nåede han forkanten af green i to slag og plantede et 15 meter putt midt i koppen. Eagle. Fra midten af 16. green satte han puttet nær højre greenkant. Birdie. Det var ikke slut. På hul 17 pitchede han to meter langt af pinden og satte puttet. Birdie. 

Fem under par i løbet af fire huller. Fra en mand der en time tidligere så ud til at være helt i tovene. Der var en helt speciel afslutning. Ligeså uforståelig som imponerende. På hul 18 ramte han green i det rette antal slag og to-puttede sikkert for par, en runde i 69 slag, en samlet score i -12 og en sejr på tre slag.

Spieth har nu vundet tre af de fire majors. Jack Nicklaus er den eneste anden spiller i historien til at gøre det før sin 24 års fødselsdag. Om få uger går han efter karrierens grand slam i PGA Championship.

I 1979 blev Seve Ballesteros døbt ”the carpark champion”. I den 146. udgave af The Open blev Spieth turneringens første ”driving range champion”.

Link til resultatet.

User Comments:

  • Det lange drop

    24/07 - 2017 | Niels Pein

    Det var et vældigt finurligt drop Jordan endte med at tage, og de "forskellige dommere" var såmænd heller ikke hvem som helst. Med på bolden var ingen ringere end David Bonsall, formanden for The Rules og Golf Committee - R&A, og med på sidelinjen var John Paramor, Chief Referee - European Tour.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,214,490
  • Unique Visitor:179,503
  • Registered Users:167,241
  • Unregistered Users:31,316
  • Blocked Users:12,460
  • Published Nodes:16,348
  • Unpublished Nodes:317
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.238.174.50
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:4,814
    • This week:102,716
    • This month:405,447
    • This year:3,215,156

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk