Driving is funny, but … | Golf.dk
Lucas Bjerregaard sluttede sin runde på Kingsbarns med en hurtig løbetur, og nåede at slutte en fin runde til en førsteplads

Foto: Getty Images

Driving is funny, but …

08/10 - 2018 | Claes Meldal

Power Rankings: Lucas Bjerregaard har været fremragende spillende på det seneste, og kun en kold putter har holdt ham væk fra pokalerne. Men i Skotland faldt det hele i hak.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 1 i Alfred Dunhill Links Championship (European Tour)
Alle golfspillere drømmer om at vinde en stor turnering på St. Andrews. Kun meget få opnår det. Men Lucas Bjerregaard er nu iblandt dem efter en fremragende indsats i Skotland. Driveren og det lange spil har holdt verdensklasseniveau i et stykke tid, og på golfens arnested fik han endelig putteren til at makke ret. Med en præmiecheck på lige knap 700.000 euro rykker Lucas nu ind i top 60 på verdensranglisten. Driving is funny, but putting is money.

2. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 1 i Ryder Cup (European Tour)
Thorbjørn fik langtfra fuld spilletid i sin første Ryder Cup, men når han var i ilden, viste han sig flot frem. Sammen med Rory McIlroy tabte Thorbjørn ganske vist sin fourball, men det var med danskeren som stærkeste kort. Og han holdt højst overraskende legestue med Jordan Spieth i sin søndagssingle, hvilket var med til at give Europa en ydmygende kæmpesejr over de amerikanske gæster.

3. Martin Ovesen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 23 i Monaghan Irish Challenge (Challenge Tour)
Fraset en enkelt ærgerlig dobbeltbogey i første runde gjorde Martin Ovesen en fin figur i Irland, hvor han var rundt i par for turneringen. Rent økonomisk havde Kolding-spilleren dog brug for et større resultat end 23. pladsen, for hans øjeblikkelige 63. plads på pengelisten lugter ikke af spilleret til European Tour næste år. Ovesen skal yde sit allerbedste i Kina de næste par uger for at komme drømmen nærmere.

4. Søren Kjeldsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 48 i Alfred Dunhill Links Championship (European Tour)
Råt vejr plejer at være Søren Kjeldsens kop te, men i Skotland fik han ikke ramt topniveauet. Nordjyden var ellers på vej mod et hæderligt resultat, da han lå nr. 21 før finalerunden, men en ordinær søndagsrunde i 74 slag med kun en enkelt birdie på kortet sendte ham ned lige inden for top 50.

5. Mark Haastrup
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 38 i Monaghan Irish Challenge (Challenge Tour)
Mark Haastrup nåede at opleve et sjældent øjeblik af eufori i Irland, da han sendte den lille hvide bold direkte i hul fra teestedet på 9. hul på sin lørdagsrunde. Men da alle slag var talt sammen efter søndagens finalerunde, rakte anstrengelserne ikke til mere end en 38. plads for Haastrup. Han ligger nr. 59 på pengelisten og skal ligesom Martin Ovesen hive noget ekstraordinært frem af hatten i Kina for at kunne spille med om billetterne til næste års European Tour.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer