Drengene på andenpladsen inden VM-finalen | Golf.dk
Der er to gode chancer for at få en Højgaard tvilling øverst på skamlen i den individuelle konkurrence ved VM for drenge.

Foto: Japan Golf Association

Drengene på andenpladsen inden VM-finalen

14/06 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Halvvejs gennem verdensmesterskabet for drenge lå de forsvarende danske europamestre i spidsen side om side med de spanske sølvvindere fra EM. Mens danskerne trak det længste strå på La Manga i 2017, så var Spanien bedst under tredje runde på Chukyo Golf Club, Ishino Course.

Kun tre nationer leverede en bedre kollektiv indsats torsdag end danskernes +1, men en af dem var Spanien. Med dagens bedste runde i -6 sprintede de sig til en syv slags føring i -20.

Selvom slaget blev tabt, har Danmark stadig mulighed for at vinde krigen. Holdet, som landstræner Martin Kold har taget med til Japan, har vist sig i stand til at gå mange slag under par, når de finder i gear.

Nicolai Højgaard gik feltets laveste runde tirsdag med en 65'er. Sebastian Friedrichsen fik samme ære onsdag med en 66'er. Tre gange i træk har Rasmus Højgaard gået banen i 68 slag, og det har bragt ham til -9 samlet.

Efter torsdagens spil afløste Rasmus sin bror på førstepladsen i det individuelle regnskab. Nicolai går ind til finalerunden et slag efter på en delt andenplads. Han nåede til -12 samlet på forni, men fire bogeys på dagens sidste ni huller resulterede i en 72'er, +1.

Efter et par svære indledende runder fik Frederik Sejr bidraget til scoren i holdkonkurrencen. Han lavede tre birdies og underskrev sit scorekort i 74 slag. Det var et slag bedre end 15-årige Friedrichsen, som er nummer 21 ud af de 60 spillere individuelt.

Fredag skal det hele afgøres, og det bliver uhyggeligt spændende, da der er mulighed for danske sejre både individuelt og som hold.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer