Drømmesæson gav sikker oprykning | Golf.dk
Niklas Nørgaard Møller har allerede sikret sig en billet til næste års challengetour. Efter et flot udlæg på Q-School er døren på klem til at springe direkte op på europatouren.

Foto: Henrik Schou

Drømmesæson gav sikker oprykning

15/10 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Niklas Nørgaard Møller har vist et imponerende højt niveau i denne sæson. Nu er han klar til nye udfordringer.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Niklas Nørgaard Møller
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i Tour Final by Pärnu Bay Golf Links (Nordic League)
Niklas Nørgaard Møller har været så suverænt spillende på Nordic League-niveau i år, at det kun var et spørgsmål om tid, før han sikrede sig et Challenge Tour-kort. Det havde han også for længst gjort takket være et hav af andenpladser og en enkelt sejr, da tourfinalen i Nordic League blev spillet i Estland i sidste uge. Møller sluttede af med manér, da han snuppede andenpladsen i turneringen og – naturligvis – satte sig på den afsluttende førsteplads på Nordic Leagues rangliste. Nu venter Challenge Touren.

2. Nicolai Kristensen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 4 i Tour Final by Pärnu Bay Golf Links (Nordic League)
Sæsonafslutningen kunne ikke blive meget mere nervepirrende for Nicolai Kristensen, der skulle forsøge at holde fast i sin femteplads på Nordic League-ranglisten, som gav den sidste direkte adgangsbillet til Challenge Touren i næste sæson. Men Kristensen viste sig iskold under pres og snuppede en fjerdeplads i sæsonfinalen, hvilket var rigeligt til at sikre ham oprykning til næsthøjeste europæiske niveau.

3. Joachim B. Hansen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 25 i Italian Open (European Tour)
For en mand, der gik ud i førerbolden lørdag morgen, er en 25. plads naturligvis ikke tilfredsstillende. Men Joachim B. Hansen kan tage mange positive ting med fra Italien, ikke mindst at topniveauet så rigeligt rækker til at gøre sig gældende i selskab med Europas elite. Nu gælder det bare om at få sat en serie sammen over 72 huller.

3. Søren Kjeldsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 25 i Italian Open (European Tour)
Efter en lørdagsrunde med en stime på fem birdies i træk havde Søren Kjeldsen spillet sig langt ind i top 10 med gode muligheder for yderligere avancement. Men søndagens finalerunde blev en lang nedtur for den rutinerede dansker. Ikke en eneste birdie røg i koppen, og fem bogeys sendte Kjeldsen sydpå på leaderboardet. Ærgerligt, da Kjeldsen stod med en god chance for at løse billet til de sidste og lukrative turneringer på European Tour. Det kan dog nås endnu i de kommende uger.

5. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 45 i Houston Open (PGA Tour)
Det var ikke det hele, der var lige kønt fra Lucas Bjerregaards hånd i Houston Open, men på bagni i finalerunden viste han verdensklassen. Nordjyden præsterede fire birdies og resten par i slutfasen og tog et tiltrængt hop på leaderboardet, hvor han endte som nr. 45.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer