Dobbelt hole-in-one giver Pepperell del i førstepladsen | Golf.dk
Eddie Pepperell slog bolden i hul to gange, da han lavede karrierens første hole-in-one på europatouren.

Foto: Getty Images

Dobbelt hole-in-one giver Pepperell del i førstepladsen

11/10 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Justin Rose er vært denne uge ved Sky Sports British Masters, og det kommer med en række forpligtelser, som måske har påvirket hans fokus på golfen. Blandt andet havde verdens nummer to arrangeret chokolade med speciel British Masters-emballage til alle spillerne. Det var ikke godt nok til Eddie Pepperell.

På twitter spurgte årets vinder af Qatar Masters – formentlig i spøg - om Rose ikke kunne stikke i supermarkedet og hente ham chokolade med nødder og frugt i stedet for den mælkechokolade, han havde fået som velkomstgave.

Torsdag morgen tweetede Rose beviset på, at han faktisk havde skaffet Pepperell den ønskede chokolade.

Om noget af det har haft nogen som helst indflydelse på golfen, får vi aldrig endegyldigt svar på, men Rose spillede første runde på Walton Heath Golf Club to over par og er på 79. pladsen. Pepperell? Han fører.

Den 27-årige englænder var ligesom landsmændene Matt Wallace og Tommy Fleetwood rundt i 67 slag, fem under par, men hans runde skilte sig ud ved at indeholde et slag, der sent vil blive glemt.

På det 173 meter lange hul ni passede både teelslagets længde og retning til perfektion. Lidt for perfekt så det faktisk ud til, da bolden slog ned direkte i bunden af hullet og sprang en meter op i luften igen.

Den slags sker, ganske sjældent, og lige ærgerligt er det hver gang. Men Pepperells bold var ikke færdig, da den ramte jorden for anden gang, var det cirka 10 centimeter fra hullet, men efter den usædvanlige rejse var der stadig spin i bolden, og for anden gang blev den som suget i hul. Denne gang blev den liggende, og Pepperell kunne fejre den første af dagens to eagles.

Husk at læse vores hole-in-one tema i Dansk Golf 5, lige her

- Det var selvfølgelig et bizart slag. Derfra hvor jeg stod så det ud til, den landede i hullet, sprang op og gik langt, på grund af hvor højt den hoppede. Derfra så jeg egentlig ikke noget, men den gik åbenbart i, sagde Pepperell til europatouren.

Du kan se det ekstraordinære slag her.

Fleetwood var sat i bold med sin Ryder Cup-makker, Francesco Molinari, og Thorbjørn Olesen, men de to spillemakkere havde slet ikke samme succes torsdag. Begge kom rundt i +1 og er på 60. pladsen. Der finder man også Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen.

Sidste uges vinder, Lucas Bjerregaard, ligger side om side med Rose i +2, mens Lasse Jensen er nummer fire fra bunden i +7.

Det lugter af et misset cut, og skulle det ske, har Jensen kun næste uges turnering på Valderrama til at sikre sig fornyelse af spilleretten. Som nummer 159 på Race to Dubai ligger Jensen til at skulle starte Q-School allerede på Second Stage.

Link til stillingen  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer