Dobbelt dansk på førstepladsen | Golf.dk
Ingen spiller kunne måle sig med Rasmus Højgaards søndagsrunde i 63 slag.

Foto: Frank Cilius

Dobbelt dansk på førstepladsen

03/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det er ikke kun numerisk, at Danmark sætter et tydeligt præg på challengetouren i 2019, kvaliteten af danskernes spil er også i top: I den uofficielle mix-turnering i Jordan blev Martin Leth Simonsen nummer tre, sidste uge spillede Mark Haastrup med om sejren til det sidste, og halvvejs gennem Challenge de España har to danskere del i førstepladsen.

Igen er der tale om aalborgenseren Simonsen. Ligesom på første runde blev det til fire birdies og en bogey, og 69 slag for anden dag i træk rakte til et ryk opad på seks placeringer.

I -6 ligger Simonsen lige med spanske Sebastian Garcia Rodriguez, engelske Marcus Armitage, og kort før lukketid fredag på Izki Golf syd for Bilbao sluttede Rasmus Højgaard sig til flokken.

Ingen var bedre end den nyprofessionelle amatørverdensmester på anden runde. Højgaard gik en bogeyfri 67'er og stormede frem fra 36. pladsen.

18-årige Højgaard har deltaget i tre turneringer på europatouren og misset tre cuts. Challenge de España er hans debut på challengetouren, og her er han så, delt på førstepladsen 36 huller før vinderechecken uddeles. Inklusionen i Team Made in Denmark ser allerede ud til at være givet godt ud.

Ni danskere var til start, tre er tilbage, når tredje runde indledes lørdag. Udover de førende er det Haastrup, som klarede cuttet i par. Med en runde i 72 slag ligger sidste uges nummer fem på 36. pladsen i -1. For en uge siden gik Haastrup en 61'er og har altså bevist sin evne til at gå lavt. Med kun fem slag til toppen har han stadig mulighed for at spille med om sejren.

Benjamin Poke sluttede på 67. pladsen i +1. Han lavede bogey på sidste hul for at misse cuttet med et slag. Trods en flot runde i -2 blev Christian Gloet nummer 81 i +2. Lasse Jensen gik en 77'er og sluttede i +4, mens Jeppe Huldahl, Martin Ovesen og Nicolai Tinning alle endte uden for top-100 i +6.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer