Dobbelt dansk i Monster-finale lørdag | Golf.dk
Nicolai Kristensen er finaleklar ved Master of the Monster 2019

Foto: ECCO Tour

Dobbelt dansk i Monster-finale lørdag

26/04 - 2019 | Pressemeddelelse

Nicolai Kristensen og Rasmus Højgaard var begge suveræne fredag eftermiddag på Porsche Nord Course på Green Eagle Golf Club. I lørdagens finale får de selskab af engelske Craig Farrelly og finske Kalle Sneck.

Nicolai Kristensen var sikkerheden selv på eftermiddagens 18 huller, og han vandt med fem slag til sin nærmeste konkurrent, Haraldur Magnus fra Island. 

Rasmus Højgaard var mindst lige så overlegen i sin dyst, hvor han med en score i fire under par på den svære bane ikke levnede sine modstandere nogle chancer. Den talentfulde amatørspiller, August Thor Høst, måtte således se sig slået af Højgaard lige inden finalen. Høst fik dog vist, at han ikke er langt fra toppen på Nordic Golf League.

Formatet ved “Master of the Monster” 2019 betyder, at fire spiller lørdag dyster over 18 huller om placeringerne et til fire. Lykkes det Nicolai Kristensen eller Rasmus Højgaard at krone sig selv som “Master of the Monster”, så vil det betyde et kæmpe spring frem på GolfBox Nordic Golf League Ranking i bestræbelserne på at oprykning til Challenge Touren. Det glæder Nicolai Kristensen sig til.

– Jeg ser frem til i morgen. Lige nu har jeg ret ømme ben efter 36 huller på en meget lang golfbane, men i morgen er jeg klar igen, siger Nicolai Kristensen, og fortsætter;

– Rasmus ser ud til at spille godt, så det er nok ham, jeg skal holde mest øje med i morgen. Men først og fremmest skal jeg bare fortsætte med at spille så godt, som jeg har gjort i dag, uddyber Nicolai Kristensen, inden der sendes roser til opsætning på Europa Tour anlægget.

– Green Eagle er et fremrangende anlæg, og formatet hernede i denne uge er super fedt. Der er mange vigtige slag, og fordi man hele tiden kan holde øje med sine konkurrenter, så har man lidt mere kontrol over situationen end i en normal turnering, slutter Kristensen. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer