DM afgjort på sidste hul | Golf.dk
Medaljetagerne efter præmieoverrækkelsen.

Foto: Preben Schmidt

DM afgjort på sidste hul

20/08 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Puk Lyng Thomsen har vundet de seneste to Danmarksmesterskaber for damer, men frederikshavneren var ikke til start i Esbjerg Golfklub til at fuldende et hattrick. I fraværet af Danmark bedste amatør trådte Mathilde Fredensborg i karakter. 

Den 19-årige fra Hedeland vandt tidligere på måneden den seneste udgave af DGU Elite Tour, og på Marbæk banen fortsatte hun den gode form og førte fra start til slut.

Der var dog på ingen måde tale om en paradesejr under søndagens finalerunde. Fredensborg havde to slags forspring ved dagens start, og selvom den nærmeste konkurrent, Cecilie Finne-Ipsen faldt tilbage, meldte der sig en ny bejler til titlen.

Smørums Louise Markvardsen lavede 17 pars og en birdie på en runde i 70 slag, fire bedre end nogen anden i feltet. Det fik hendes total til +11, og det var den, Fredensborg måtte gøre alt for at holde sig på den rigtige side af. 

Efter to birdies og en triplebogey på de første ni huller var Fredensborg samlet otte over par, men på hul 14 og 17 satte hun slag til. Derfor var en par på hul 18 påkrævet for at undgå omspil. Det lykkedes at få bolden i hul på fire slag og sikre sig guldet.

Blandt herrerne blev spændingen også først udløst på hul 18. Jacob Jørgensen, mesteren fra 2015, lå på en delt førsteplads med Andreas Lunding inden de afgørende 18 huller, og det blev også de to, der skulle afgøre titlen mellem sig på opløbsstrækningen.

Jørgensen åbnede med en birdie på første hul og fastholdt føringen frem til hul 10, hvor Lunding fik sin første birdie på kortet. Derpå fulgte to hurtige bogeys fra Jørgensen, men Lunding afleverede fordelen tilbage efter bogey, doublebogey på hul 13 og 14. 

Spilleren fra Kokkedal viste stor mental styrke, da han rejste sig med en birdie på hul 15 for at bringe balance tilbage i stillingen. Begge var tre over par for dagen og +1 samlet, da de nåede hul 18. Der viste Lundings par sig at være nok til sejren, da Jørgensen måtte nøjes med bogey.

Bronzen gik til Mette Janum Linkhusen i damerækken, mens tredjepladsen blandt herrerne blev delt mellem Oliver Jørgensen og Morten Lykkegaard.

Link til resultatet.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer