Din Masters-favorit fortæller hvem du er | Golf.dk
Uanset dine præferencer, så er der nogen, du kan holde med, når The Masters begynder på torsdag.

Foto: Getty Images

Din Masters-favorit fortæller hvem du er

08/04 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Golf bliver af og til beskyldt for at mangle personligheder. Måske har det i perioder været sandt, men golfens øverste lag er der i dag et mangfoldigt galleri af skæve, karismatiske, uortodokse og elskelige karakterer.

Vi giver her et bud på, hvad din foretrukne spiller siger om dig.

Vi har udeladt Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen. Dem holder alle danskere vist med.

Tiger Woods: Du er romantiker. Du elsker historien om det store comeback og tror generelt på folks evne til at blive et bedre menneske.

Bookmakeren siger: Du får pengene 15 gange igen.

Patrick Reed: Du er typen, der hepper på Jokeren i kampen mod Batman. Du håber, Superman kvæles i kryptonit. Du springer foran i køen i supermarkedet.

Bookmakeren siger: Du får pengene 51 gange igen.

Rory McIlroy: Enten elsker du det stilrene. Det afspejler sig måske i dit valg af bil eller i den måde, du klæder dig. Men det kan også være, at du er den historisk bevidste fan, der bare gerne vil se en spiller vinde alle majors og fuldføre en “career grand slam”.

Bookmakeren siger: Du får pengene 7 gange igen.

Sergio Garcia: Du kan generelt ikke holde ud at se nogen pine sig selv. Du ryster kærligt og eftergivende på hovedet, når dine eller andres børn går over grænsen i det offentlige rum.

Bookmakeren siger: Du får pengene 51 gange igen.

Brooks Koepka: Du kan rable mindst 10 eller 20 Clint Eastwood-citater af dig. Når nogen kommer med en spids kommentar, siger du: “You need to ask yourself one question. Do I feel lucky? Well, do you? Punk!”.

Bookmakeren siger: Du får pengene 23 gange igen.

Matt Kuchar: Du betragter smilet som den korteste afstand mellem to mennesker. Hvis du er i en lederstilling er det formentlig på en arbejdsplads uden overenskomst.

Bookmakeren siger: Du får pengene 46 gange igen.

Phil Mickelson: Tingene skal have et kunstnerisk snit. Ellers er de uvæsentlige. Du tror altid på, at aldrende, store kunstnere har et sidste storværk i sig.

Bookmakeren siger: Du får pengene 41 gange igen.

Dustin Johnson: Du spiller selv golf. Men du pumper også jern. Du er træt af folk, der siger, at golf ikke er en sport.

Bookmakeren siger: Du får pengene 11 gange igen.

Tommy Fleetwood: Du har stadig lp’er i hjemmet med Mamas & Papas, Grateful Dead eller Jefferson Airplane.

Bookmakeren siger: Du får pengene 26 gange igen.

Bryson DeChambeau: Du er udstyrsnørd. Du er sikker på, at små justeringer i dit udstyr kan forbedre dit spil, ligesom du jævnligt skal forsvare, at du spiller langsomt. En sejr til Bryson vil bevise, at du hele tiden har haft ret.

Bookmakeren siger: Du får pengene 29 gange igen.

 

User Comments:

  • Tror ikke Bookmakeren vil spille på mig..

    09/04 - 2019 | Henrik Henriksø

    Men jeg tror jeg afspejler mig selv måske mere end jeg selv aner det i Dustin Johnson og lidt i Bryson DeChambeau. Fordi jeg ved jeg har ret.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer