DGU: Tag en ven med til Golfens Dag | Golf.dk
Tag en ven eller et familiemedlem med til Golfens Dag. Det kan være den bedste gave, vedkommende nogensinde får.

Foto: Ulrik Jantzen

DGU: Tag en ven med til Golfens Dag

20/04 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Søndag er Golfens Dag, og omkring 160 klubber står klar med åbne arme til at tage imod enhver, som er nysgerrig på den grønne sport.

Dansk Golf Union opfordrer alle golfspillere til at tage nogen, de kender, med ud på golfbanen.

- Mange gange oplever vi, at interesserede skal have et lille skub for at komme igang. Og måske også en invitation til at tage forbi golfklubben. Vi håber derfor, at de danske golfspillere vil bruge Golfens Dag til at tage deres venner og familie eller kolleger med ned i golfklubben. Det bedste der kunne ske var, at de blev vilde med det, siger udviklingskonsulent Kim Uldahl.    

I Trehøje Golfklub har man gjort sig den erfaring, at den bedste måde at få folk ud er netop at få medlemmerne til at trække i deres netværk.

- Vi involverer medlemmerne mest muligt. Før har vi annonceret forskellige steder, men dem, der reelt besøger os, de kommer med medlemmer, siger Maibrit Juhl, der er forretningsfører i Trehøje Golfklub.

Nu laver man flyers, som man giver til medlemmerne og beder dem distribuere til venner, bekendte og familie.

Hun fortæller, at der som regel er omkring 80 besøgende til Golfens Dag, men at man for tre år siden var oppe på over 100.

Hvor mange fuldtidsmedlemmer, det reelt giver, er sværere at måle.

- Vi oplever ikke, at mange committer sig på selve Golfens Dag, men så kommer de senere. Nogle når også at komme til Golfens Dag to gange, inden de melder sig ind. Det er faktisk ikke noget, vi måler så minutiøst på, lyder det fra Maibrit Juhl.

Når gæsterne kommer på søndag, vil der være masser af klubmedlemmer til at tage imod.

De store juniorer hjælper til på putting green, herrerne er klar med råd på rangen, mens kvinderne står i indspilsområdet.




 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer