DGU Elite Tour II er i gang | Golf.dk
Amalie Leth-Nissen.

Foto: Claus Mølholm

DGU Elite Tour II er i gang

30/05 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

DGU Elite Tour II blev indledt lørdag i Frederikshavn og Helsingør. Flere store profiler er til start, og en hel masse imponerende scores blev strikket sammen under førstedagen.

Drengene dyster i det nordjyske, og efter de to indledende runder er der et berømt efternavn at finde øverst i stillingen. Anders Hansens søn, Marcus, vandt DM i slagspil for fire år siden, og Steen Tinnings søn, Nicolai, har været på challengetouren. Nu er det blevet tid til, at næste generation af familien Kjeldsen viser sig frem. 

16-årige Emil Panum Kjeldsen har allerede prøvet at gå caddie på europatouren for sin far, Søren, men denne weekend har han selv stor succes med at svinge køllerne. Emil Kjeldsen har spillet sig ned i handicap 0,9 og er en del af landsholdets udviklingstrup, og derfor kommer det ikke som noget chok, at han fører an efter dagens 36 huller.

Kjeldsen lagde ud med en runde i 73 slag, som bød på fire birdies. 76 slag senere på dagen bragte totalscoren til +5, og det giver et forspring på et slag ned til Magnus Østergaard fra Hjørring. Magnus Frederiksen fra Københavns Golf Klub er på tredjepladsen i +7 inden de afgørende 18 huller.

Damer, herrer og piger er alle i kamp på den gamle bane i Helsingør i Wiibroe Cup og især damernes turnering er interessant at følge, da den danske amatørelite er blevet gjort selskab af landets tre bedste professionelle spillere. 

Både LPGA Tour-spillerne Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen er til start, og det samme er den tidligere Solheim Cup-spiller Emily Pedersen. 

Ingen af dem var i stand til at måle sig med 15-årige Amalie Leth-Nissen under åbningsrunden. Trods sine unge år er Leth-Nissen den bedst placerede dansker på amatørernes verdensrangliste, og sidste sommer var hun med til at bringe guldet med hjem fra pigernes EM i Spanien. Nu har hun taget de første skridt til at slå to spillere fra top-70 på de professionelles verdensrangliste.

Leth-Nissen var sat i bold med Koerstz Madsen under første runde, og med birdies på de tre sidste huller sikrede talentet fra Hjortespring en runde i 67 slag, hele 10 slag bedre end sin professionelle spillemakker.

Det gik noget bedre for Broch Larsen og Pedersen, og det bliver netop de to, som kommer til at gøre Leth-Nissen selskab i førerbolden søndag. Begge var tre under par lørdag og har et slag op til førstepladsen.

Blandt herrerne var hele 29 spillere under par lørdag. Bedst gik det Jacob Skov Olesen og landsholdskammeraterne Hamish Brown og Jamie Tofte Nielsen. Alle tre gik banen i 65 slag, seks under par. Brown var bogeyfri, Nielsen lavede syv birdies og en bogey, og Olesen lavede to bogeys på sin runde men noterede også en eagle og seks birdies.

Fem spillere er -5 inden søndagens afgørelse, og kun to slag skiller de 12 bedste.

Det er næsten ligeså tæt hos pigerne. Viola Kruse fra Hillerød deler førstepladsen i +5 med Køges Caroline Engelbredt. De har et slag ned til Rie Lapholm, Lærke Larsen, Fie Pedersen og Emilia Poulsen på en delt tredjeplads.

Se stillingen i Frederikshavn her og i Helsingør her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer