Det kan ende med en dansk finale i Belgian Knockout | Golf.dk
Jeff Winther sluttede på 18. pladsen i Made in Denmark og er nu blandt de 32 sidste i Belgian Knockout.

Foto: Brian Rasmussen

Det kan ende med en dansk finale i Belgian Knockout

01/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Tre danskere er blandt de 64, som kvalificerede sig til mand-mod-mand opgørene i Belgian Knockout på Rinkven International Golf Club, og to af dem har allerede sikret sig adgang til 1/16-finalerne.

Lørdag morgen lavede Anders Hansen to birdies på de første fire huller i sin kamp mod Benjamin Hebert, og franskmanden nåede aldrig nærmere en udligning, før de ni slagspilshuller var overstået og den 48-årige næsten pensionerede dansker havde sikret sig sejren på to slag i -2.

Jeff Winther vandt første hul med en par i sin dyst mod Lorenzo Gagli, og derefter satte den tidligere greenkeeper tre birdies på stribe for at bringe sig fire slag foran. Dermed var den match mere eller mindre afgjort, og Winther endte med en sejr på tre slag.

Netop nu er Søren Kjeldsen på banen til sin førse runde. Han er tre under par efter fire huller og et slag foran konkurrenten Anton Karsson.

Seedningen er faldet sådan ud, at Kjeldsen og Hansen kan komme til at møde hinanden i kvartfinalen søndag morgen. Ingen af dem kan støde ind i Winther før finalen.

I næste runde kommer Hansen op mod Gavin Green. De går på banen 11.30. Jeff Winthers opgør mod rookien Kristoffer Reitan er skemalagt til at starte samtidig.

Der spilles tre gange ni huller lørdag.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer