Der er rødt og hvidt i toppen, men Bernd er ikke dansker | Golf.dk
Bernd Wiesberger er i spidsen for Made in Denmark - seks slag foran bedste dansker.

Foto: Getty Images

Der er rødt og hvidt i toppen, men Bernd er ikke dansker

25/05 - 2019 | Henrik Søe

Der er rød-hvide farver på toppen af leaderboardet i Made in Denmark. Men desværre for de mange golffans i Himmerland er det ikke en dansker, der har lagt sig spidsen i Himmerland.

Det har derimod østrigeren Bernd Wiesberger, som efter en runde i 67 slag (-4) har taget spidsen i Himmerland.  Og Wiesberger har i den grad brug for både en topplacering. Med en placering som nummer 129 på Race to Dubai har Wiesberger behov for et godt resultat i Danmark for at rykke på listen. Østrigeren, der sidste år tilbragte syv måneder på sidelinjen som følge af en håndledsskade, vendte først tilbage til turneringsgolf i oktober i 2018.

Nu er han ved at nærme sig den form, der tidligere har udmøntet sig i fire sejre på europatouren, Søndag har han muligheden for at få hele hånden fuld, hvis han kan holde forfølgerne bag sig. Skotske Robert McIntyre er et enkelt slag efter, mens Wiesbergers landsmand Matthias Schwab og tyske Max Schmitt har to slag op

Fem danskere klarede cuttet, og af dem var det kun Lasse Jensen, der benyttede moving day til at bevæge sig opad gennem feltet. Den 33-årige gik lørdag en solid runde med en enkelt bogey og tre birdies, og 69’eren sender ham op på en delt 15. plads - seks slag efter den førende østriger.  

- Jeg spillede rigtig solidt på de svære huller, og jeg formåede at lave birdie på dem, som vi kan kalde birdie-hullerne - par 5-hullerne og hul 14. Så prøvede jeg at holde mig i par for resten af hullerne. Jeg synes, at det var ret stabilt over hele linjen, så jeg var glad for at komme rundt under par igen i dag, sagde Lasse Jensen, som også fortalte, at han gerne ville have haft flere danske kolleger med i finalerunden.

Modsat mange af spillerne i denne uge lykkedes det lørdag for Lasse Jensen at holde sig af problemerne på det svære 18. hul. Her har et utal af spillere - inklusive mange danske - i løbet af ugen sendt det svære drives i mosen i højre eller ud i krattet i venstre side, hvor træer, hvidtjørn og andet stads har kostet både dobbelt og triplebogeys - og sågar en 8’er. Afslutningshullet spillede som det sværeste på endnu en blæsende dag i Himmerland, og tilskuerne omkring 18. fik kun en enkelt birdie at se i dag.

Her lød der også et suk fra de mange nordjyske fans, som fulgte Martin Leth Simonsen rundt. Aalborgenseren fik en bogey på 18. hul og noterede sig for en runde i 74 slag - hvilket efterlader ham på en 35. plads.

- Jeg har bare puttet dårligt. Spillet har været fint, og det er bare fedt, at der er så mange mennesker derude og støtte op, lød det fra Martin Leth Simonsen.

Simonsen deler placeringen med Jeff Winther, der havde en hård dag på kontoret, men reddede sig rundt i 73 slag.

Mens de danske stjerner forlod Made in Denmark i utide fredag, brugte Lee Westwood lørdagen til at stemple ind. Englænderen klemte sig kun lige akkurat med i finalerunderne, men avancerede via dagens bedste runde i 66 slag (-5) til 11. pladsen.

Morten Ørum Madsen startede fra samme udgangspunkt som Westwood, men silkeborgenseren blev - ikke mindst takket være en bogey-dobbeltbogey-afslutning - hængende i den tunge af feltet. Her ligger han side om side med Mathias Gladbjerg, der også røg ind i en dobbeltbogey på 18. - det samme hul, som kostede Thorbjørn Olesen hele seks slag i de to første runder.

Thorbjørn Olesen, Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen var blandt de 11 danskere som missede cuttet, Men trods fraværet af de store danske håb havde mange golffans valgt at bruge lørdagen med topgolf i Himmerland. Der var ikke proppet, men dog godt fyldt op på græsskråninger og tribuner i Himmerland på en lørdag, hvor solen skinnede og flagene blafrede i vinden.

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer