Der er langt til Paris | Golf.dk
Thomas Bjørn kommer selvfølgelig til at være i Paris til september, men det ser ikke ud til at der kommer en dansk spiller med på Ryder Cup-holdet.

Foto: Getty Images

Der er langt til Paris

21/02 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Der er langt til Paris. 

Det er en vending brugt i Tour de France, hvor deltagerne i tre uger træder løs i pedalerne, før champagnen flyder og trøjerne uddeles på Champs-Élysées, men den passer også på danskerne i kampen om en plads på Thomas Bjørns Ryder Cup-hold.

Der er spillet 21 ud af 46 turneringsuger i kvalifikationen, og ingen af Bjørns seks danske kollegaer på europatouren er i nærheden af de fire kvalifikationspladser via European Points List eller de fire via World Points List.

Thorbjørn Olesen er bedst placeret på 20. pladsen på den europæiske liste, men med sine 573.199 point er han trekvart million fra Matthew Fitzpatrick på fjerdepladsen. På listen over point indspillet via verdensranglisten sidder Rory McIlroy på den yderste stol med 74,76 point. Det er 39.61 point foran Lucas Bjerregaard på 21. pladsen.

Starten på 2018 har ikke givet meget håb om, at Bjørn får dansk selskab på Le Golf National. Siden årsskiftet er Thorbjørn Olesen nationens topscorer på verdensranglisten med 5,48 point. Det er også Olesen, som har hentet den største præmiecheck på denne side af nytår, men 24.198 euro for at blive slået ud i 1/8-finalen i Perth er ikke noget, der for alvor rykker på listen.

Selvom der er blevet trådt kollektivt vande siden Bjerregaards sejr i Portugal, så er der ingen grund til at opgive håbet om at få historiens tredje danske Ryder Cup-spiller med til Paris. Der venter en række kæmpemæssige turneringer, før kvalifikationen er slut, og fra BMW PGA Championship i maj tæller hvert point til European Points List for halvanden.

European Points list
1 Justin Rose 2.713.075
2 Tyrrell Hatton 2.516.447
3 Ross Fisher 1.444.881 
4 Matt Fitzpatrick 1.321.391 

20 Thorbjørn Olesen 573.199 
21 Lucas Bjerregaard 562.526 
51 Søren Kjeldsen 254.692 
(85 Thomas Bjørn 94.865) 
87 Anders Hansen 91.904 
92 Lasse Jensen 83.032 
102 Jeff Winther 66.800 

World Points List
1 Justin Rose 217.89 
2 Jon Rahm 186.43 
3 Tyrrell Hatton 137.75 
4 Tommy Fleetwood 107.98 
5 Matt Fitzpatrick 89.74 
6 Sergio Garcia 88.27 
7 Ross Fisher 79.56 
8 Rory McIlroy 74.76 
21 Lucas Bjerregaard 35.15 
36 Thorbjørn Olesen 25.57 
71 Joachim B. Hansen 14.53 
78 Søren Kjeldsen 12.53 
91 Jeff Winther 10.05 
117 Lasse Jensen 5.50 
(124 Thomas Bjørn 5.50) 
129 Anders Hansen 4.56 

Den amerikanske kvalifikation
1 Dustin Johnson 4.199.739 
2 Brooks Koepka 3.464.658 
3 Justin Thomas 2,975.023 
4 Jordan Spieth 2.886.042 
5 Matt Kuchar 2.438.587 
6 Brian Harman 2.127.873 
7 Gary Woodland 1.797.006 
8 Rickie Fowler 1.724.387 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer