Den uge jeg følte mig som superstjerne | Golf.dk
Min caddie, trænere og bedste ven. Mit lille entourage til U.S. Open
Jeg var i fint selskab på leaderboardet
Der blev skrevet mange autografer i løbet af ugen

Den uge jeg følte mig som superstjerne

12/06 - 2018 | Andreas Hartø

Denne artikel blev første gang publiceret op til US Open 2017.

Har du nogensinde spillet rigtig godt i en klubmatch og mærket pulsen stige? Mærket munden blive tør? Mærket hænderne ryste?

Så prøv at forestil dig, hvordan det er at stå som 22-årig i en U.S. Open som rookie på europatouren og se sit navn på en scoretavle blandt navne som Rory McIlroy, Rickie Fowler og Phil Mickelson.

Det var mig i 2011. Det er svært at beskrive følelsen af at spille i en major, men jeg vil alligevel forsøge.

Imellem 2001, hvor jeg startede med at spille golf, og 2010, hvor jeg vandt på challengetouren første gang, havde jeg spillet alt lige fra flagmatch på Møn til store amatørturneringer som EM.

Jeg følte, at jeg havde set det meste og mærket hvordan det var at være nervøs på golfbanen, men der var intet, der kunne forberede mig på den oplevelse det var at spille med i U.S. Open på Congressional Country Club i 2011.

Min oplevelse med US Open startede faktisk allerede et par uger inden selve turneringen. Jeg skulle, ligesom omkring 80 andre deltagere i turneringen, igennem 36 hullers kvalifikation for at få lov til at stille op.

Da kvalifikationen var omme viste det sig, at jeg skulle i omspil om en plads til turneringen med Richie Ramsay og Johan Edfors. Richie Ramsay troede ikke, at vores score var god nok til at komme med, så han var kørt afsted til bryllup og nåede ikke tilbage til omspillet. Det skulle vise sig, at være rigtig godt for mig.

Johan og jeg nåede kun at spille et hul før jeg havde tabt omspillet med en bogey. Jeg tror nok godt, at de fleste kan forestille sig hvor slukøret jeg var. Så tæt på en plads i U.S. Open og alligevel så langt fra.

Der gik en uge og jeg kan tydeligt huske, at jeg lå på et hotelværelse i London. Så ringede min telefon. Det var min manager, der ville fortælle, at der var en, der havde trukket sig fra U.S. Open og at jeg derfor skulle afsted til USA. Hvis du kunne forestille dig min skuffelse efter det tabte omspil, kan du nok også forestille dig den glæde det var at få det opkald.

På europatouren er serviceniveauet højt. Der er altid biler, der henter dig fra lufthavnen når du lander. Som ny på europatouren var jeg imponeret over det og følte mig speciel hver gang jeg satte mig ind i en “courtesy car”.

Da jeg ankom til USA havde jeg kun spillet 13 turneringer på europatouren. I ankomsthallen i Washington blev jeg mødt af en repræsentant for turneringen

      - Here you go Mr. Harto, sagde han, da han overleverede nøglerne til en ny Lexus til mig.

Den var min i den uge. Der gik det op for mig, at U.S. Open var noget specielt. Det skulle være første gang af mange, at jeg oplevede den følelse.

Jeg var en af de mest ukendte spillere i turneringen, men det ændrede ikke ved, at jeg under prøverunderne blev bedt om at skrive autografer på MANGE flag og bolde.

Mit bud er, at jeg skrev 1000 autografer den uge. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det må være at være en stor stjerne.

Almindelige professionelle turneringer kæmper med at få frivillige nok, men sådan forholder det sig ikke med U.S. Open. Jeg fik et chok da der var en, der fortalte mig, at der var 5000 frivillige i den uge på Congressional. Det er flere frivillige, end der kommer tilskuere til visse turneringer på europatouren.

Der er sikkert mange af jer, der har været i Himmerland til Made in Denmark de sidste år. Den turnering har jeg også spillet og jeg har været enormt imponeret over hvor mange tilskuere, der har været.

Nogle gange har der været omkring 85.000 mennesker i løbet af ugen til Made in Denmark. Til U.S. Open var der omkring 230.000.

Jeg følte mig faktisk godt tilpas i løbet af forberedelsen til turneringen. Jeg spillede 18 hullers prøverunde tirsdag og ni huller onsdag med blandt andre Nicolas Colsaerts og Shane Lowry, og jeg havde det godt med mit spil.

Jeg følte på en eller anden måde, at jeg hørte til. Jeg har altid haft det godt med at spille foran mange mennesker, så da det blev torsdag følte jeg, at jeg var klar. Indtil to minutter før min teetid.

Jeg kan tydeligt huske følelsen, da min ene spillepartner blev kaldt op på teestedet og jeg tænkte “Det er mig om lidt”.

Det satte gang i hjertet. Jeg har kun en anden gang været mere nervøs og det var da jeg skulle fri til Louise på Himmerland Hill. Hvordan jeg nogensinde fik ramt bolden er mig stadig en gåde.

Jeg er glad for, at jeg havde fået starttid om torsdagen på første hul og ikke hul ti, der er et langt par tre-hul over vand. Jeg er 95 procent sikker på, at jeg havde sendt bolden direkte ned i vandet, hvis jeg var startet på tiende.

Heldigvis var de første ni huller noget lettere og faktisk var jeg en under par efter syv huller. Det var nok til at være med i top-10 og jeg følte mig klar til mit store gennembrud.

Som mange ved nytter det ikke at sætte forventningerne op på en golfrunde og jeg kom hurtigt ned på jorden igen. Banerne til U.S. Open er sat enormt svært op og det fik jeg at føle på de næste 29 huller. Jeg mistede fornemmelsen med mit sving og slog nogle skæve drives og så begyndte jeg for alvor at mærke presset ved at spille med i en Major.

Ni bogeys, tre dobbeltbogeys, en trippelbogey, et par birdies og en eagle senere stod jeg fredag aften som nummer 132 i turneringen og var otte slag fra at klare cuttet. Det var alligevel ikke på Congressional, jeg skulle slå igennem.

Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at skulle spille de sidste ni huller med en føring på et slag til så stor en turnering. Der er både noget skræmmende og fascinerende ved tanken. Man skal have stået i situationen for at kunne beskrive det, tror jeg.

Det er få golfspillere forundt at få lov til at spille bare én Major i deres karriere, så jeg er lykkelig for, at det nåede at ske for mig. Det er en oplevelse jeg altid vil huske tilbage på med stolthed.

Og hey! Jeg har engang været i top-10 i U.S. Open!

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer