Den svære vej tilbage til golf i balance | Golf.dk
Mads-Vibe Hastrup i aktion på Gecko Touren. Han vil tilbage til toppen af golfsporten og fortæller i dette blogindlæg om sit samarbejde med Luise Thye-Østergaard, som har hjulpet ham tilbage på sporet.

Foto: Privat

Den svære vej tilbage til golf i balance

29/03 - 2017 | Mads Vibe-Hastrup

Mit møde med Luise Thye-Østergaard har været en forunderlig rejse, der har åbnet mine øjne for vigtigheden af at arbejde med mine personlige skyggesider. Dermed har jeg kunnet følge min inderste følelsesmæssige udvikling på nærmeste hold og opleve den forvandling jeg er gået igennem, og på en helt anderledes måde end jeg før har oplevet i sportens verden.

Fra at stå i døråbningen og ikke turde træde frem, nærmest som en undskyldning for mig selv – og til i dag at bevæge mig ud på banen fast besluttet på, at det ikke alene er den ydmyge kærlighed til spillet og mig selv, men også ego-lysten til at vinde, der har fundet vejen tilbage i mig.

Jeg har siddet hulkende og med snot og tårer stående ud af mig, i et opgør og en egen forståelse for den opvækst jeg har haft. En opvækst, der har haft en afgørende påvirkning på de valg, der efterfølgende er blevet truffet i min karriere. Nogle valg der har haft alvorlige konsekvenser.

Jeg har oplevet, hvordan jeg erkendte, at golfen var mit ”get-away”, der blev til min levevej. Da det pludseligt begyndte at blive alvor, med hustru, barn, hus og forpligtelser, så blev presset for stort og det var ikke længere muligt at bruge golfen som mit skjulested.

Golfen var nu blevet til en alvorlig livsstil, hvor der ikke længere var nogen glæde til stede.

En livsstil der handlede om økonomi og i løbet af få år blev mit talent pakket væk. Nærmest var det som om, talentet pakkede sig selv væk. Det der før kom frem fra det indre dyb, en kærlighed i og omkring mig selv, var nu væk og vaklende, ude af balance og jeg var således ikke i stand til selv at finde tilbage.

Det blev en rutchetur med mange ”eksperter” involveret, og i de fleste tilfælde gik det kun en vej for mig og det var nedad.

Lige pludselig var livsstilen ikke så ønskværdig, og jeg måtte se i øjnene, at jeg også kæmpede for mit ægteskab og min familie. Udover det kæmpede jeg for at holde en plads i den bedste række på europatouren og før jeg havde set mig om, var dumme beslutninger og utroskab blevet en del af min virkelighed. Hvordan skulle jeg ellers skabe mig et nyt ”get-away”?

Hvorfor var det nødvendigt med et ”get-away”? Ja rent faktisk er jeg ikke klar over det, men alligevel var det som om brikkerne begyndte at falde på plads efter et langt og hårdt stykke arbejde med Luise.

Det var næsten som om, at der igen blev åbnet op for mit talent – måske fordi det gik op for mig, at golf ikke længere er et ”getaway”.

I stedet er golf i sig selv en indgang til glæde og fordybelse. Fordi jeg for første gang i mange år (måske for første gang nogensinde) rent faktisk oplever at være mig selv og stå ved mig selv som den, jeg er. Ikke som det jeg gør eller ikke gør eller det som jeg opnår. Men entydigt for den jeg er og de værdier jeg ønsker at udtrykke igennem en større ydmyghed, ærlighed og kærlighed. Kærlighed til mig selv – nemlig at elske mig selv med hele min historie.

Der skulle gå mange år med personlig oprydning for at nå hertil.

For godt fire år siden stoppede jeg på bunden af min karriere. Siden da er jeg blevet skilt fra min første hustru med hvem, jeg har et barn. Jeg er blevet gift igen og skilt igen – for nu at have fundet roen i mit liv med en større indre afklaring på, hvad der betyder noget og hvad der ikke betyder noget for mig. Hvad der giver mig glæde og en oplevelse af egen kærlighed.

En helt ny og klar afklaring, der gør, at jeg ikke længere har behov for at bruge golfen som et ”getaway”.

I stedet har jeg med afsæt i en indre balance nu fundet glæden ved spillet igen. Glæden ved at træne og glæden ved at udtrykke det, der er mit unikke talent. Golf i balance og nu også kombineret med et indre liv i balance.

Mads Vibe-Hastrup er tidligere europatourspiller og tourvinder. Han vandt Open de Madrid i 2007 og var spået en stor fremtid som professionel golfspiller. Imidlertid mistede han lysten til sporten og stoppede i 2011. Hans sidste sæson foregik primært på Challenge Touren.

Nu vil han tilbage til topgolf, og Golf.dk’s læsere får lov til at følge den 38-årige Mads Vibe-Hastrups rejse, når han hver anden uge skriver sin blog. Lejlighedsvis vil han blive suppleret af Luise Thye-Østergaard, som er intuitiv vejleder. Hun har arbejdet tæt sammen med Mads Vibe-Hastrup og har udgivet bogen “Sport og følelser” sammen med ham.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer