Den sidste europamester faldt i Skotland | Golf.dk
144 spillere var til start i Girls Amateur Championship. Kun otte nåede længere end Natacha Høst Husted.

Foto: Brian Rasmussen

Den sidste europamester faldt i Skotland

16/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det er slut med den danske repræsentation i Girls Amateur Championship. Fire danske europamestre var på startlisten, tre avancerede til hulspilllet, og da 1/8-finalerne blev indledt fredag, var Natacha Høst Husted fortsat med i kampen.

Det blev dog endestationen for Smørum-spilleren. Verdens nummer 94, Isabella Holpfer, slog den dobbelt forsvarende vinder af Furesøpokalen med 2&1 på Panmure Golf Club i Skotland.

Høst Husted nåede to runder længere end i sidste års udgave, men da hun fyldte 18 år i juni, var 2019 hendes sidste chance for at gøre sig gældende i juniormesterskabet. Fra 2020 må hun sigte efter succes i The Womens Amateur.

Efter en sommer med flotte resultater er Høst Husted denne uge nummer 667 på amatørernes verdensrangliste. Det er hendes bedste placering nogensinde, og den vil blive endnu bedre, når pointene for ugens internationale topplacering bliver sat ind på kontoen.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer