Den sidder der næste gang | Golf.dk
Lucas Bjerregaard havde grund til at smile i The Players Championship

Foto: Getty Images

Den sidder der næste gang

20/03 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Danmark havde to mand med i den uofficielle major – og de leverede begge to en præstation, der giver tro på fremtiden.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Lucas Bjerregaard
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 30 i The Players Championship (PGA Tour)
Lucas Bjerregaard fik vist Dannebrog fint frem i Florida med stabile runder i 3 x 70 og 1 x 72 slag. Det var opløftende, at han begrænsede skaderne til otte bogeys og en dobbeltbogey i de fire runder, for stabilitet er nøglen til at stryge til tops i majors. Dette var ikke en officiel major, men modstanden og banens sværhedsgrad var sammenlignelige. Forhåbentlig sidder Bjerregaards spil i skabet til næste store udfordring på Augusta om nogle uger.

2. Thorbjørn Olesen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 41 i The Players Championship (PGA Tour)
Efter et klaret cut sank Thorbjørn Olesen til bunds i finalefeltet med en ærgerlig birdieløs 76’er om lørdagen. Det forhindrede ham dog ikke i at sætte en god slutspurt ind i finalerunden, hvor han præsterede fem birdies fra hul 8 og frem. En bitter dobbeltbogey på allersidste hul efter et skidt drive holdt dog Olesen ude af top 30, men han mangler ikke meget for at være, hvor han skal være.

3. Thomas Bjørn
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 12 i Kenya Open (European Tour)
Der var godt med birdies og bogeys på Thomas Bjørns scorekort efter de tre første runder i Kenya Open, hvor han lå i den pæne ende af finalefeltet. Men om søndagen lykkedes det at minimere skaderne til to bogeys og samtidig præstere fem birdies og en eagle, og det satte skub i sagerne. Bjørn endte på en 12. plads, hans bedste resultat på European Tour siden en 11. plads i Abu Dhabi for over tre år siden.

4. Lasse Jensen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 25 i Kenya Open (European Tour)
Lasse Jensen sikrede sig en fin top 25-placering og fik vist, at det gode spil er ved at nærme sig. Jensen var dog ikke ligefrem gode venner med det drilske afslutningshul 18., et svært par 4-hul på 404 meter. Her smed han fem slag hen over ugen og gik dermed glip af en top 10-placering.

5. Martin Leth Simonsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 45 i Kenya Open (European Tour)
Martin Leth Simonsen får via sin Challenge Tour-kategori ikke mange chancer for at vise sig frem på European Tour-niveau, men i Kenya fik han fire runder i benene på højt niveau. Simonsen fik tilmed taget et godt ryk frem på leaderboardet med en flot afslutningsrunde i 67 slag, hvor han blandt andet brillerede med en eagle på hul 9, et kort par 4-hul.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer