Louise Markvardsen har set Emily Pedersen som en mentor, og hun ser meget frem til at følge sin tidligere klubkammerat ved Solheim Cup

Foto: Jesper Vinzents

De jubler og bakker op hjemme i Smørum

11/08 - 2017 | Martin Rahbech

Der venter en kæmpe oplevelse og udfordring, når Emily Pedersen tager til Des Moines Golf and Country Club for at deltage i Solheim Cup.

Hjemme i Danmark venter også en kæmpe oplevelse for mange. I hendes tidligere klub Smørum er der mange følelser.
Blandt andet fra holdkaptajnen hos damerne i Smørum Golfklub Henrik Nielsen.

- Det gør mig ekstremt stolt. Hun har været ekstremt målrettet helt fra dag 1 i klubben for mange år siden, og det har jeg stor respekt for. Nu kommer det ultimative pres, men jeg er ikke bange for, om hun kan håndtere det og rent spillemæssigt er jeg ikke i tvivl, siger Henrik Nielsen til Golf.dk

På holdet i Smørum Golfklub var Louise Markvardsen tæt på Emily Pedersen, og det er på flere måder en stor oplevelse for hende at følge med ved Solheim Cup, selv om Emily Pedersen har skiftet klub til The Scandinavian.

- Hun har jo været en slags mentor for mig, og vi har været ok tæt på hinanden. Forholdet er jo lidt det samme, og vi skriver tit sammen. Så det er jo vildt uvirkeligt for mig, at hun skal spille Solheim Cup, siger Louise Markvardsen, der har spillet foursome med Emily Pedersen i den bedste række danmarksturneringen i to-tre år.

- Hun har nerverne nede på jorden, og hun har jo også fået en god erfaring. Jeg kan se, hun er åben og positiv og har en god udstråling, så jeg har en god tro på hende, siger Louise Markvardsen, der har booket plads foran skærmen, når der skal spilles 18-20. august.

- Jeg skal sidde klisteret til skærmen, og det har jeg også lovet Emily. Jeg er helt vildt spændt på det hele, fortæller Louise Markvardsen til Golf.dk

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer