De forsvarende mestre er i EM-kvartfinalen | Golf.dk
Fra venstre: Amalie Leth-Nissen, Christina Thouber, Emma Bunch, Cecilie Leth-Nissen.

Foto: Henrik Schulze

De forsvarende mestre er i EM-kvartfinalen

23/09 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

I 2019 sejrede et dansk pigelandshold for første gang nogensinde ved EM. To af guldvinderne var med igen, da titelforsvaret blev indledt onsdag på Green Resort Hrubá Borša i Slovakiet. Der lykkedes det at klare første delmål: at sikre sig en plads i Flight A. 

Kun halvdelen af de 16 nationer til start kommer med til kvartfinalerne, og for danskerne var slagspilskvalifikationen ikke langt fra at ende i skuffelse.

Emma Bunch skød gang i europamesterskabet i første bold fra morgenstunden. Med en birdie på sidste hul sikrede den 18-årige fra Mølleåens golfklub sig en runde i 73 slag, +1, og det gav en delt 19. plads ud af de 64 deltagere, da dagen var omme.

Cecilie Leth-Nissen, en af de gengangerne fra guldholdet sammen med lillesøster Amalie, gik også på banen fra morgenstunden, men det blev ikke til en ligeså overbevisende start på mesterskabet.

Til trods for to birdies løb scoren op i 79 slag, +7. Den blev sorteret fra, da de tre danske kollegaer alle leverede bedre resultater.

Christina Thouber var på vej mod en score i samme nabolag, da hun med en doublebogey på niende hul spillede sig fire over par for runden, men Kokkedal-spilleren var anderledes solid på bag-ni. Syv pars og to birdies på vejen ind betød, hun kunne skrive under på 75 slag, +3.

Holdets yngste spiller, Amalie Leth-Nissen, har allerede vundet EM-bronze med damelandsholdet i år, og hun fik til opgave at sikre pladsen i kvartfinalerne som sidste danske kvinde på banen. Leth-Nissen fyldte 16 år for en uge siden, men sin alder til trods er det intet problem at skuldre et stort ansvar. 

Nummer 52 på amatørernes verdensrangliste var to under par efter ni huller, og efter en bogey og en birdie på bag-ni, kom hun ind i 70 slag, -2, hvilket rakte til en delt sjetteplads individuelt. 

For holdet betød det en total i +2, og da Danmark var færdigspillet rakte den score til ottendepladsen.

Der var stadig risiko for at blive skubbet ud af top-8, men da kvalifikationen var overstået, lå danskerne nummer syv med fem slag ned til niendepladsen.

Klokken 09.30 går de første fra det danske hold på banen til en kvartfinale mod Tyskland. Det var naboerne mod syd, der slog Amalie Leth-Nissen og resten af det danske damelandshold ud i semifinalen ved EM i Sverige for to uger siden, men det er alligevel årets junior- og hulspilsdanmarksmester, som kan gå ind til torsdagens kvartfinale med det psykologiske overtag.

Paula Schulz-Hanssen er den eneste genganger fra det tyske damehold, som vandt sølv i Sverige. På vejen mod finalen blev hun totalt knust af Leth-Nissen i deres indbyrdes opgør. Scoren lød på 8&6. De to skal i direkte duel igen torsdag. 

Resultatet fra slagspillet
Stillingen i kvartfinalerne

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,146,062
  • Unique Visitor:103,574
  • Registered Users:159,550
  • Unregistered Users:31,228
  • Blocked Users:12,380
  • Published Nodes:15,247
  • Unpublished Nodes:287
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.236.245.255
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:6,613
    • This week:92,449
    • This month:396,265
    • This year:1,146,283

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk