De første danskere på skolebænken | Golf.dk
Andreas Hillersborg har fået en god start på tourskolen.

Foto: Brian Rasmussen

De første danskere på skolebænken

11/09 - 2019 | Henrik Søe

Udskilningsløbet på vejen mod europatouren er i gang. Den første afdeling af tourskolens first stage blev indledt i England i sidste uge, og i denne uge fortsætter ræset mod det forjættede land med turneringer i Sverige og Tyskland. 

På Golf Flesensee er der for første gang i år danske deltagere på skolebænken. Tre danskere har taget turen til det nordtyske golfresort, og amatøren Andreas Hillersborg har skabt sig et godt udgangspunkt i jagten på en af de cirka 20 billetter til second stage, der er på spil.  Den 24-årige Hillersborg, der er en del af den danske A-landsholdstrup, lagde ud med en runde i 71 slag (-1), hvilket placerer ham på en 10. plads efter første runde. 

For Christian Dahl (+4) og Daniel Nygaard (+6) er der stadig et stykke arbejde at gøre, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at klare sig videre gennem det første nåleøje. 

I alt stiller 20 danskere op i first stage - hvoraf hovedparten skal i aktion i næste uge, når der spilles endnu to afdelinger i Østrig og England. 10 danskere har tilmeldt sig Golfclub Schloss Ebreichsdorf i Østrig og en enkelt på Frilford Heath i England. I oktober er to danskere tilmeldt first stage-afdelingen på Bogogno i Italien, to på Golf d’Hardelot i Frankrig og én på Bom Sucesso i Portugal. 

Cirka 800 håbefulde spillere fra hele verden forsøger sig på 1st stage, der afvikles på ni baner over seks uger. Cirka 20 procent klarer sig videre til 2nd stage i oktober, hvor der spilles på fire baner i Spanien. Her vil en del øvrige danske spillere ligeledes træde ind på tourskolen takket være deres rangering på de forskellige tours.  

De 25 europatour-kort skal så til slut fordeles i tourskolens maraton-finale på Lumine - ligeledes i Spanien - fra 15. til 20. november.

Link til stillingen på Flesensee

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer