De danske klubber bruger markant færre pesticider | Golf.dk
De danske golfbaner arbejder stadig mere miljørigtigt.

Foto: Arkiv

De danske klubber bruger markant færre pesticider

09/11 - 2017 | Pressemeddelelse

Den første samlede golfstatistik viser nu, at både forbruget og belastningen af pesticider på golfbanerne i Danmark er faldet markant. Fra 2013 – 2016 er forbruget faldet med 56 procent og belastningen med 43 procent.  

Golfklubberne fik i 2013 nye regler med et loft for, hvor meget de må belaste miljøet med pesticider og regler om, at de årligt skal indberette de brugte mængder og deres belastning til Miljøstyrelsen.  Samtidig indførtes en generel ændring af pesticidafgiften, så de mest belastende pesticider fik en højere afgift.

- Den positive udvikling i både belastning og forbrug af pesticider på golfbaner viser, at belastningsafgiften og indførelse af belastningsloft for golfbaner har haft en effekt. Golfklubberne har de senere år valgt andre og mindre belastende pesticider i kampen mod skadevolderne. Det er godt nyt for miljøet, siger kontorchef i Miljøstyrelsen Sonja Canger.

I den nye statistik har Miljøstyrelsen nu opgjort pesticidforbruget for 2015 og 2016 og har sammenlignet disse oplysninger med data fra de to første år (2013-2014). Opgørelsen for pesticidforbruget 2015 og 2016 viser, at stort set alle landets 192 golfklubber overholder reglerne om belastningsloftet. I 2016 var det kun tre klubber, der havde overskredet belastningsloftet.

Opgørelsen viser også, at langt hovedparten af pesticidforbruget finder sted på golfbanernes greens, som kun udgør tre procent af golfbanernes samlede areal. Her svarer pesticidbelastningen pr. ha nogenlunde til belastningen pr. ha i en hvedemark, der bruges til foder eller fødevarer.

De senere år har der som et led i sprøjtemiddelstrategien 2013-2016 været øget fokus på rådgivning, information og efteruddannelse af greenkeepere for at øge deres kompetencer og viden om sikker og korrekt brug af pesticider samt værktøjer til at identificere skadevoldere. Det er sket gennem et samarbejde mellem Miljøstyrelsen, Dansk Golf Union (DGU), Greenkeeperforeningen, uddannelsesinstitutioner der uddanner greenkeepere, samt Københavns Universitet.

- Det er vores vurdering, at det gode samarbejde med fokus på greenkeepere samt vores rådgivningsindsats er væsentlige årsager til, at vi nu kan se et fald i pesticidbelastningen på de danske golfbaner. Vi ønsker i DGU, at de danske golfspillere har adgang til baner med god spillekvalitet, og det mener vi godt kan gå hånd i hånd med en bæredygtig drift af banerne - både for så vidt angår brugen af pesticider og øget naturværdi , siger formand for DGU, Jim Staffensen.

User Comments:

  • Hjælp greenkeeperne

    11/11 - 2017 | Jens Hasager Kirk

    Hvis forbruget pr green svarer til forbruget pr ha hvedemark, bruger golfbanerne altså 16-18 gange mere pr ha end landbruget, og det synes jeg da er meget. Jeg vil da gerne plædere for, at vi spillere bidrager med fjernelse af ukrudt på greens, når vi alligevel står og venter på, at medspillerne putter. Hvis alle fjerner bare en vejbred eller bellis på 5-7 greens pr runde, vil det gavne greenen og sænke pesticidforbruget der.

  • Fantastisk gevinst for miljøet! Eller...?

    10/11 - 2017 | Henrik Bergqvist

    Interessant artikel; Vi kan læse, at pestcidforbruget på en green svarer til pesticidforbruget for en hvedemark pr. hektar. Så er det man tænker: ok, hvor mange hektar udgør de danske greens? Og hvor mange hektar udgør hvedemarkerne? Hvis man siger at alt landbrug er hvedemarker. Det er det selvfølgelig ikke, men man har valgt hvedemarker fordi forbruget her et det samme. Det kan altså være både højere og lavere ved andre afgrøder. Hvis vi forudsætter at en green i gennemsnit er ca. 600 m2, der er 18 huller på hver golfbane og at der er 200 golfbaner (vistnok kun 190, så det går nok lige op), så udgør de danske greens i alt 216 hektar. Til sammenligning udgør landbruget ca. 65 % af Danmarks areal på ca. 43.000 km2, eller 2.795.000 hektar. Altså belaster golfbanerne 13.000 gange mindre end landbruget. Når man så dertil lægger at udvaskningen på en green er 90 gange mindre end et stykke landbrugsjord (simpelthen fordi græs optager gødning og pesticider bedre end korn og lign.) (Der er forskel på lerjord og sandjord osv. men alligevel), så er vi vist derude, hvor det er fuldstændigt ligegyldigt, hvor meget golfbanerne forbruger af pesticider eller ej. Derfor ren symbolpolitik... Og så har vi slet ikke taget villaejernes forbrug af round up med ;-)

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer