De bedste huller i landet får signatursten | Golf.dk
Lone Knudsen, Klaus Kappel og Thorkild Agesen fra Nordvestjysk Golfklub ved hul N3. Danmarks bedste par 5-hul.

Foto: Claus Rødgaard Thomsen

Direktør Thomas Nørret og Formand Sven Aaen fra Lyngbygaard Golf ved hul 2.

Foto: Claus Rødgaard Thomsen

Lars Ole Wulff, Maibrit Juhl og Helge Ørts fra Trehøje Golfklub

Foto: Claus Rødgaard Thomsen

De bedste huller i landet får signatursten

09/02 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Golf.dk er torsdag på et vaskeægte roadtrip i Danmark.

Klokken er lidt i ni, da vi ankommer i Trehøje Golfklub. Frost og sne er ingen hindring her for, at man spiller golf, og der er godt med biler og golfere på parkeringspladsen.

De skal alle spille ni-huls banen, som er åben hele vinteren. Klubbens store bane er imidlertid lukket lige nu, så vi har de prægtige omgivelser for os selv, da vi kører i buggy op til 16. teested med en 35 kilo tung granitsten bagi.

Stenen er påmonteret en messingplade, som bærer vidnesbyrd om, at Trehøjes hul 16 er det bedste par 4-hul i Danmark.

Vægten er i sidste ende for meget for buggyen. Den punkterer, og vi må efterlade den på bakken og klare os tilbage til klubhuset i én buggy færre end vi ankom i.

Klubben mener at vide, at teestedet er det næsthøjest beliggende i Danmark, og udsigten her fra omkring 100 meter over havets overflade er da også uforglemmelig.

- Det glæder os især, at ekspertpanelet nominerer os blandt de 18 bedste, siger formand Lars Ole Wulff.

Pro’er som Morten Ørum Madsen og Jeppe Huldahl har i høje vendinger rost det par 4-hul, som snor sig i lyngen for foden af det fantastisk beliggende teested.

Ved teestedet ligger nu også den sten, som fortæller alle, at her er Danmarks bedste par 4-hul. Det er i sidste ende Golf.dk’s læsere, der har afgjort, at Trehøje var nummer et.

- Jeg var faktisk ikke overrasket, siger Lars Ole Wulff, der er vant til, at en lille håndfuld af klubbens huller gør et stort indtryk på alle, der spiller dem.

Med en sten mindre i bagagerummet går turen til Thy, hvor en golfdanmarks skjulte perler ligger.

I Nordvestjysk Golfklub er man gået over til vintergreens, og der er relativt stille i klubben, som ellers er Thisted Kommunes største idrætsforening.

Det tunge hædersbevis bliver her placeret ved stien, som alle går på, når de går fra hul N2 til N3, som er Danmarks bedste par 5-hul.

- Vi kan bruge det her til at gøre banen mere kendt overfor greenfee-spillere, siger Lone Knudsen, der er næstformand i klubben.

Nordvestjysk var i finalen oppe i mod huller fra Great Northern, The Scandinavian, Esbjerg og Holstebro. At hul N3 alligevel vandt siger noget om det indtryk, som banen gør på folk.

- Jeg var ikke overrasket. Jeg har haft et par stykker af dem, der sad i panelet (Dansk Golf og Golf.dk’s ekspertpanel, red) med herud, og de blev blæst bagover, siger chefgreenkeeper Klaus Kappel.

Ifølge Lone Knudsen var daværende miljøminister Svend Auken på besøg i 90’erne og var dybt imponeret.

- Men han sagde også, at allerede dengang kunne det aldrig have ladet sig gøre at lægge en golfbane i en nationalpark, siger Lone Knudsen.

I eftermiddagssol krydser vi Mors og passere en solbeskinnet Skive Fjord, inden trafikken så småt fortæller os, at der er en storby i nærheden.

Lyngbygaard ligger tæt på Århus og alligevel lige ved landsbyidyllen i Lyngby og Lyngbygaard Gods.

Vi tager en lille buggytur ind i skoven, hvor landets bedste par 3-hul ligger, og den sidste eftermiddagssol benyttes til at fotografere stenen ved teestedet.

Direktør Thomas Nørret siger, at heller ikke han blev overrasket over, at hul 2 blev kåret som landets bedste par 3-hul.

- Vi var faktisk meget i tvivl i indstillingsfasen, fordi vi har flere gode huller. Men vi vurderede, at dette hul havde størst sandsynlighed for at vinde, fordi det har så mange ting. Folk synes, at hullet er en fed oplevelse. Det er et spændende, sjovt, svært og alsidigt hul, som netop ikke er 200 meter langt, siger Thomas Nørret.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer