Day og McIlroy synker til bunds i Wisconsin | Golf.dk
Rory McIlroy er en af de spillere, du kan opleve i aktion denne uge.

Foto: Getty Images

Day og McIlroy synker til bunds i Wisconsin

16/06 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Mindst et par rekorder blev brudt torsdag på Erin Hills i Wisconsin.

Aldrig før har 44 spillere været under par efter første runde af en US Open. Og aldrig før har Jason Day lavet to triple bogeys på samme runde i en turnering på højeste niveau.

Det gjorde han i går, på en dag hvor hans spillemakker, Rory McIlroy, også havde en forfærdelig dag på kontoret. McIlroy gik en runde i 78 slag. Day måtte bruge 79, og de er begge blandt de 25 dårligste i et felt på 156 spillere.

Ved US Open er det kun de 60 bedste, der klarer cuttet.

- Man kan ikke spille denne golfbane, hvis man ikke er i position fra teestedet. Jeg var ikke i position, og jeg betalte klart prisen for det, sagde Rory McIlroy efter runden.

Han ramte kun fem fairways, hvilket var lavest i hele feltet. Erin Hills har meget brede fairways efter US Open standard, men roughen er ubarmhjertig, hvad flere spillere havde konstateret allerede under træningsrunderne og fik bekræftet på turneringens førstedag.

Også Dustin Johnson er presset for at klare cuttet fredag.

I den øverste ende af feltet er Rickie Fowler suveræn efter en bogeyfri 65’er. Paul Casey og næsten ukendte Xander Schauffele er bare et slag efter ham.

Link til stillingen

 

 

 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer