Day 18 huller fra sejren i sit nationale mesterskab | Golf.dk
Jason Day er den spiller i verdens top-25, som har vundet færrest verdensranglistepoint i 2017. Det kan han ændre på i Australian Open, hvor vinderen modtager 32 point.

Foto: Getty Images

Day 18 huller fra sejren i sit nationale mesterskab

25/11 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

I 2004 vandt Jason Day Australian Boys' Amateur. To år senere sejrede han i Australian Amateur Stroke Play. Søndag får den 30-årige muligheden for at fuldende cirklen med en sejr i Emirates Australian Open.

På tredje runde overtog Day førstepladsen, men der skulle gå noget tid, før han begyndte at gøre indhug på The Australian Golf Club. Først på hul 14 kom dagens første afvigelse fra par, og det blev startskuddet til en hektisk afslutning med tre birdies, en bogey og en par.

Runden i 69 slag sendte Day til -10 samlet, og dermed kan han overnatte med et enkelt slags forspring ned til 21-årige Lucas Herbert.

Day var nummer ét i verden så sent som midt i februar, men en skuffende sæson har sendt ham helt ned til 12. pladsen. En sejr søndag vil være den første i mere end halvandet år og sende ham på kurs tilbage mod toppen.

- Jeg har ikke vundet i år. Det ville være en fin lille afslutning på året og gøre, at det ikke var et ligeså skuffende år. En sejr er en sejr, uanset hvor man spiller, og at vinde trofæet the Stonehaven Cup ville være stort. Jeg vil ikke kun vinde den en gang, jeg vil vinde flere, sagde Day fredag på sit pressemøde.

Inden turneringen var det forventet, at den forsvarende mester, Jordan Spieth, ville udgøre den største trussel mod en australsk sejr, men den 24-årige amerikaner har ikke ramt topformen i sin første turnering siden Presidents Cup, og fra 17. pladsen har han ni slag op til Day.

I stedet er svenske Jonas Blixt bedst placerede internationale spiller. Med en runde i -5 rykkede han frem til en delt tredjeplads i -7. 

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer