Danskernes spil led af højdesyge | Golf.dk
Søren Kjeldsen holder turneringsfri i den kommende uge, men planerne for om to ugers tid afhænger af verdensranglisten mandag formiddag.

Foto: Getty Images

Danskernes spil led af højdesyge

03/03 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Der er intet cut i det 77 mand store felt ved WGC – Mexico Championship, og det skal de danske deltagere være glade for. Efter 18 huller er de to verdensmestre begge over par på den smalle bane i højderne nær Mexico City.

Søren Kjeldsen lagde ud med birdies på dagens to første huller, men halvvejs gennem en hektisk runde havde den 41-årige PGA Tour-spiller kun lavet en enkelt par og var +2. Det blev ikke bedre på de sidste ni, hvor en birdie på 10. blev fulgt op med tre bogeys.

75 slag på Club de Golf Chapultepec svarer til +4, og den score giver en en delt 65. plads, mens der stadig er spillere på banen.

To slag bedre - men ikke videre godt - gik det for Thorbjørn Olesen. Fire bogeys og to birdies gav en 74'er, som placerer ham omkring nummer 50.

For samtlige spillere er banen ny, og det giver en tilvendingsperiode. Små og kuperede greens driller universelt, men forskellige strategier fra tee var et andet interessant punkt på åbningsrunden. Nogle spillede konservativt, mens andre bankede til driveren for at udnytte den tynde luft.

Rory McIlroy hørte til den sidste gruppe. Efter seks ugers skadespause vendte verdens nummer tre tilbage med et brag. Fem gange slog han drives på over 350 yards, og den aggressive taktik gav pote. En score i tre under par placerer nordireren nær toppen af tabellen.

Link til stillingen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer