Danskerne under par og langt fra toppen | Golf.dk
Nicole Broch Larsen var ud i 31 slag og hjem i 39 på første runde af ugens LET-turnering.

Foto: Getty Images

Danskerne under par og langt fra toppen

20/09 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Nicole Broch Larsen missede cuttet i sidste uges major, og det så ud til, hun havde noget at bevise under første runde af Estrella Damm Mediterranean Ladies Open. Den 25-årige dansker åbnede turneringen med en eagle på første hul og var godt på vej til at skyde Golf Club de Terramar helt i sænk, da hun gik de første ni huller i 31 slag, -5.

De sidste ni blev dog en anderledes tung omgang. En doublebogey på 12. hul blev en stopklods for den gode start, og der blev tabt flere slag på de sidste huller. Broch Larsen kom rundt i 70 slag, -1, og det giver en delt 35. plads.

Et slag bedre placeret finder man Emily Pedersen på 28. pladsen. Tre birdies og en bogey gav en 69'er, en solid start, men solidt var ikke nok til at følge med i toppen.

Frankrigs Celine Herbin leverede karrierens laveste runde på banen i Sitges syd for Barceona. Hele to gange kunne hun notere en eagle, og med en 62'er forbedrede hun sin personlige rekordscore for 18 huller på LET med to slag. Som golfspillere er flest kunne Harbin dog ikke helt lade være med at tænke på de huller, der ikke gik helt efter planen.

- Man forventer aldrig sådan en runde. Man tager bare et hul ad gangen og ser hvad der sker. Jeg havde en god fornemmelse i morges på rangen. Jeg spillede godt, missede kun en enkelt green og en fairway. Jeg havde to eagles, så det var rart. Der var et par putts, som endte lige foran hulkanten, så det kunne have været en endnu lavere score, men det var næsten perfekt, sagde den førende spiller til LET.

To slag er også hendes forspring på vej ind til anden runde. Anne Van Dam fra Holland, den suveræne nummer ét i driving distance på LET, kom rundt i -7, mens Carly Booth er på tredjepladsen i -6.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer