Danskerne kæmper i varmen | Golf.dk
Oscar Stark vandt, da challengetouren kiggede forbi Royal Oak, og svenskeren har igen fundet vej til toppen på Sardinien.

Foto: Getty Images

Danskerne kæmper i varmen

13/07 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Sydeuropa er ramt af hedebølge, og det fik challengetourens medlemmer at føle på første runde af Italian Challenge Open, som spilles på Sardinien. 35 graders var måtte spillerne arbejde i midt på dagen, og det var ikke forhold, det danske kontingent lod til at trives under.

På en dag, hvor 20 spillere gik Is Molas Resorts par 71 bane i 66 slag eller bedre, var kun to af syv danskere under par og kun én lige inden for cuttet. Martin Ovesens 69'er giver en delt 50. plads, og derfra er der ikke plads til fejltagelser fredag, hvis Kolding-spilleren skal med til weekenden.

Oliver Suhr startede turneringen med fire birdies på de første fem huller, men han fik en ærgerlig afslutning på første runde med doublebogey, bogey for en runde i -1 og en delt 67. plads.

Mark Haastrup er i par efter tre birdies på vejen ud og tre bogeys på vejen hjem. Derfra er der rimelige muligheder for at spille sig i pengene med en god runde, men for de fire øvrige danskere venter der en svær opgave.

På 117. pladsen i +2 finder man både Morten Ørum Madsen, Joachim B. Hansen og Rasmus Hjelm. Niklas Nørgaard Møller er et slag længere tilbage.

Turneringen bliver ført i -8. Først leverede Oliver Farr fra Wales otte birdies og 10 pars, og senere på dagen blev scoren i 63 slag matchet af vinderen fra Made in Denmark Challenge, Oscar Stark.

Svenskeren lavede eagles på banens to sidste par fem huller, og han fandt en løsning på varmeproblemet, som ellers mest ses praktiseret i Asien.

- Jeg var virkelig tændt på bagni. At lave to eagles var virkelig rart, og jeg slog nogle rigtig gode slag i dag.

- Jeg prøvede bare at holde mg ude af solen så meget som muligt. Jeg spillede hele runden med en paraply, hvilket virkelig hjalp, sagde Stark, nummer 10 på Road to Oman, til challengetouren.

Link til stillingen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer