Danskerne holder sig med fremme i Prag | Golf.dk
Benjamin Poke er i position til at levere et dansk topresultat på challengetouren for tredje uge i træk.

Foto: Getty Images

Danskerne holder sig med fremme i Prag

10/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Chancerne for danske topresultater i Tjekkiet lever i bedste velgående. Par var en populær score blandt de rød-hvide repræsentanter på andendagen. Både Benjamin Poke, Mark Haastrup og Martin Leth Simonsen spillede lige op med Prague City Golf, og alle går de ind til weekenden i top-15.

Mens franske Mathieu Fenasse rykkede til tops i stillingen med en runde seks under par, faldt Benjamin Poke lidt tilbage. Efter tre birdies, tre bogeys og 12 pars er han stadig seks under par og på en delt niendeplads. Derfra er der fem slag op til Mathieu, som fører med et enkelt slag ned til tyske Jonas Kölbing.

Mens Poke stadig ikke har tjent sin første euro  til challengetourens pengeliste i 2019, så byder weekenden på muligheder for at forbedre allerede fornemme placeringer for Haastrup og Leth Simonsen.

De 15 bedste efter sæsonfinalen i november bliver forfremmet til europatouren, og efter de to første turneringer ligger Haastrup nummer 13, mens Leth Simonsen er nummer fem.

Sidste år krævede det 94.340 point at slutte i top-15, og Leth Simonsen har i løbet at de to seneste uger indspillet 14.240. Altså er der stadig lang vej, men fra en delt 13. plads i -4 har de to danskere chancer for at få fat i førstepræmien på 32.000 euro.

Leth Simonsen lavede fire birdies og gav ligeså mange slag tilbage til banen, mens Haastrup kun havde to afvigelser fra par på vej mod sin score i 72 slag.

Der var helt andre seismiske bølger under Rasmus Højgaards runde, men efter en eagle, fire birdies, tre bogeys og en triplebogey, var par stadig facit. Han er på 22. pladsen i -3.

Cuttet faldt i par, og syv af de 10 startende danskere er klar til weekenden. For anden dag i træk brugte Nicolai Tinning 71 slag, og en total i -2 giver en delt 30. plads. Jeppe Huldahl og Marcus Helligkilde lagde begge arm med banen, uden at der blev fundet en vinder. Deres to første runder i par rækker til en delt 51. plads.

Efter slutplaceringer et stykke uden for top-100 i sæsonens to første turneringer kan Huldahl se frem til sæsonens første check. Fra cutgrænsen er der seks slag op til top-10.

Martin Ovesen brugte 73 slag og sluttede et slag fra weekendarbejde. Nicolai Højgaard havde både en doublebogey og en triplebogey i løbet af sin arbejdsdag, og det førte til, at han missede cuttet med to slag. Selvom Christian Gloët lagde stærkt ud på anden runde, var det ikke nok til at rette op på torsdagens skade. Han gik banen -1 og sluttede samlet tre over par.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer