Danskerne hægtet af i Finland | Golf.dk
Jeppe Huldahl ligger til at komme med til sæsonfinalen på challengetouren i sin første sæson tilbage som aktiv professionel golfspiller.

Foto: Getty Images

Danskerne hægtet af i Finland

09/08 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Der var tryk på fra starten ved Vierumäki Finnish Challenge. Engelske Tom Murray lavede ni pars og ni birdies og lagde sig i spidsen med en 63'er på Vierumäki Resort.

Trods den imponerende start har han kun et enkelt slag ned til Mathieu Fenasse og Lorenzo Scalise. Ingen fra top-3 registrerede en bogey på første runde.

En håndfuld spillere deler fjerdepladsen i -6, men derfra er der stadig et stykke vej ned til den bedste dansker.

Torsdag var det Jeppe Huldahl. Pengelistens nummer 43 klarede sig rundt i 69 slag og er delt nummer 26. Huldahls comebacksæson startede med imponerende stabilitet. Han klarede cuttet i ni af sine første 12 turneringer på challengetouren, men i de seneste to starter er han blevet sorteret fra efter fredagen. I Finland har han chancer for at vende formkurven og få del i de 180.000 euro i præmiepuljen.

For resten af de danske deltagere skal der arbejdes fredag for at komme med til weekenden. Morten Ørum Madsen tabte ingen slag på sin runde, men han er alligevel kun et slag under par og på 59. pladsen.

Noget overraskende er sidste uges nummer to, pengelistens nummer ét, Joachim B. Hansen, kun i par efter 18 huller. Det giver en delt 84. plads med Rasmus Hjelm og Victor Østerby.

Daniel Løkke er helt nede som nummer 129 efter en 75'er, +3.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer