To danskere til start i New Delhi | Golf.dk

To danskere til start i New Delhi

27/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Som nummer 42 på Race to Dubai er Søren Kjeldsen 23 placeringer bedre stillet end den anden danske deltager i Hero Indian Open, Joachim B. Hansen. Alligevel er det oprykkeren fra challengetouren, som er taget til DLF Golf & Country Club i klart bedst form.

Godt nok missede 28-årige Hansen cuttet i sin seneste turnering, men ugen inden spillede han med om sejren og blev nummer seks i Oman. Hero Indian Open bliver sæsonens 10. turnering for Hansen, og klarer han cuttet, vil han få penge med hjem for ottende gang.

For Kjeldsen ser det helt anderledes ud. Gennem årene har han vist sig at være en langsom starter, men i den første turnering i 2019 blev den 43-årige nordjyde nummer fem i den kæmpestore Rolex Series-turnering i Abu Dhabi.

Den flotte start har han ikke været i stand til at bygge videre på. I sine fire efterfølgende turneringer er det blev et missede cuts.

Med 1,75 millioner dollars i samlet præmie kommer Indien ikke til at definere sæsonen for de to danskere – medmindre de slutter helt oppe i nærheden af vinderscoren, men turneringen kan give et vigtigt skud selvtillid at gå til pause på, når europatouren fra søndag ligger brak i tre uger.

Der er til gengæld ingen grund til, at de to danskere ikke skulle kunne spille med om topplaceringerne. Hansen er i god form, og den smalle og krævende bane burde passe godt til Kjeldsens spil, som er baseret mere på præcision end kraft.

Med verdenstoppen i aktion i Texas er det heller ikke skræmmende modstand, danskerne kommer til at møde. Som nummer 71 er Jazz Janewattananond den bedste af fire spillere i top-100 på verdensranglisten. Den 23-årige fra Thailand er stadig et relativt ubeskrevet blad på europatouren, men han går ind til turneringen som en af favoritterne. 

I sine fem seneste turneringer på asientouren er han ikke sluttet uden for top-5, og i sidste uges Maybank Championship på europatouren sluttede han på tredjepladsen.

Vinderen i Malaysia, Scott Hend, er også til start i New Delhi.

Kjeldsen indleder turneringen sammen med et par herrer, han har kendt siden 1998. Klokken 02.40 dansk tid slår danskeren ud sammen med Stephen Gallacher og Raphaël Jacquelin. Sammenlagt har de tre spillet 1.736 turneringer på europatouren. Hero Indian Open bliver Kjeldsens nummer 580 i rækken.

Hansen er sat i bold med Jbe Kruger og Daniel Nisbet klokken 03.55.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer