To danskere spiller med om sejren på challengetouren | Golf.dk
Martin Leth Simonsen skal søndag i førerbold og har chancer for at hente karrierens første professionelle sejr.

Foto: Getty Images

To danskere spiller med om sejren på challengetouren

04/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Martin Leth Simonsen blev professionel i 2015. Han har stadig sin første sejr tilgode. I 2018 hentede han 14 top-10 placeringer på Nordic League, og det var nok til en samlet fjerdeplads og oprykning til det andet led i tretrinsraketten på vejen mod europatouren.

Der, på challengetouren, imponerede han allerede i den uofficielle sæsonåbner i Jordan, og efter en 44. plads sidste uge i Tyrkiet spiller Leth Simonsen nu med om sejren i Challenge de España på Izki Golf.

Aalborgenseren gik ind til tredje runde på en delt førsteplads, og når finalerunden indledes, vil han for anden dag i træk være i førerbold.

Lørdagen bød på en eagle, tre birdies og tre bogeys, og runden i 70 slag bragte Leth Simonsen til -8. Det giver en delt andenplads med Ben Stow. Klokken 10.15 søndag skal danskeren forsøge at indhente spanske Sebastian Garcia Rodriguez og endelig få en sejr som professionel. 

Rodriguez spillede sig til -10 med en 68'er og fører med to slag.

Leth Simonsen er ikke den eneste dansker, som har mulighed for at ende som vinder. Nyprofessionelle Rasmus Højgaard er i gunstig position til at sætte et angreb ind. Den 18-årige fra Gyttegaard gik banen i 71 slag og indtager en delt fjerdeplads i -7.

Det er anden uge i træk, der er danskere med topstriden. I Tyrkiet delte Mark Haastrup førstepladsen efter 16 huller søndag, men han var ikke i stand til at gøre arbejdet færdigt. Med to rød-hvide i kamp om sejren kan det være, at vi søndag får den første danske vinder på challengetouren siden Joachim B. Hansen i Made in Denmark Challenge sidste år.

Haastrup er selv med i weekenden syd for Bilbao, og under sin tredje runde i 71 slag rykkkede han frem til 32. pladsen i -2.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer