To danskere nær toppen på challengetouren | Golf.dk
Efter to en halv måned uden en runde i 60'erne leverede Victor Østerby sæsonens laveste score i 65 slag.

Foto: Getty Images

To danskere nær toppen på challengetouren

16/08 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Det er ubehagelig læsning at tage et kig nedover Victor Østerbys resultater på challengetouren. I 2017 gjorde han sig fortjent til oprykning efter en glimrende sæson på Nordic League, men resultaterne har været særdeles magre på niveauet lige under europatouren. 

Ud af 12 turneringer har han blot fået penge med fra en enkelt, og det var en beskeden 50. plads i Schweiz tidligt i juni. Det lå altså bestemt ikke i kortene, at Østerby var på vej til at levere noget stort, og der er selvfølgelig også lang vej igen, men efter 18 huller ved Galgorm Resort & Spa Northern Ireland Open er han med helt i toppen. 

På Galgorm Castle Golf Club lavede han otte birdies og afleverede en 65'er, seks under par. Det giver en delt tredjeplads, og derfra er der kun ét slag frem til Stuart Manley og Minkyu Kim, som er bedst positioneret til at løbe med førstepræmien på 28.800 euro. 

Østerby er ikke den eneste dansker, som leverede varen torsdag i Nordirland. Mark Haastrup, nummer 58 på Road to Ras Al Khaimah, lagde sig på en delt sjetteplads i -5. Haastrups form har heller ikke været imponerende på det seneste, men niveauet var et helt andet end det, der har resulteret i tre missede cuts i træk.

Top-45 på pengelisten kvalificerer sig til sæsonfinalen. Jeppe Huldahl ligger lige på vippen på 44. pladsen denne uge, men der er chancer for et godt resultat Nordirland efter et udlag i 68 slag. Det svarer til en delt 16. plads.

Martin Ovesen er på 44. pladsen i -1, mens Niklas Nørgaard Møller også har fornuftige chancer for at klare cuttet fra 57. pladsen i par. 

Det kommer til at kræve mere af Daniel Løkke i +2 og Morten Ørum Madsen i +4 at komme med til weekenden.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer