Danske TrackMan bag koncept der kan revolutionere golf på tv | Golf.dk

Danske TrackMan bag koncept der kan revolutionere golf på tv

16/03 - 2021 | Claus Rødgaard Thomsen

Prøv at forestil dig, at du sidder på et stadion eller omkring en scene sammen med et talstærkt publikum. I sidder og kigger på nogle af golfens store navne, der dyster om store præmiepenge i simulatorgolf lige foran jer.

Du følger slagene på storskærm, hvor grafikken er knivskarp og der spilles virtuelt på nogle af verdens bedste og mest kendte baner. 

Billederne transmitteres til millioner af tv-seere verden over.

Det scenarie er snart virkelighed. Faktisk er den største barriere for det lige nu muligvis, at man på grund af corona ikke kan samle et publikum på et stadion eller i en arena.

- Vi har allerede haft tilkendegivelser fra store navne og deres management. De kan godt se idéen i det her, siger Bjørn Nørgaard.

Han er ansvarlig for strategiske initiativer hos TrackMan. Den Vedbæk-baserede virksomhed er førende på verdensplan inden for golfradarteknologi og radarerne anvendes af en lang række af sportens store stjerner.

Læs også: Golfsportens nye dille - simulatorgolf

Nu står virksomheden bag TrackMan Virtual Pro Series. 

- Det er første gang, at TrackMan prøver at lave content. Det er tanken, at vi vil sælge formatet til tv-stationer som Golf Channel, Sky Sports, Viasat og så videre, fortæller Bjørn Nørgaard.

TrackMan samarbejder med produktionsselskabet Dreamhack Sports Games og European Tour støtter op om initiativet.

I videoen herover kan du se Nicolai Højgaard, Søren Kjeldsen, Lucas Bjerregaard og Marcus Kinhult dyste om 100.000 kroner i “Scandinavian Invitational”. Turneringen er indspillet før jul og er tænkt som en slags demo for konceptet, for nu at låne et udtryk fra musikverdenen.

Hvordan turneringen gik, kan du se på V Sport Golf ad flere omgange i denne uge.

Men allerede i maj og juni vil konceptet kunne ses live over fem mandage, hvor 16 tourspillere skal kæmpe om en præmiesum på 500.000 dollars. Bjørn Nørgaard kan endnu ikke afsløre navnene i feltet.

- Ambitionen er, at vi senere skal lave en global serie med spillere fra hele verden, siger Bjørn Nørgaard.

Han fortæller, at TrackMan indtil videre har fået yderst positiv feedback fra toppro’er, der har forsøgt sig med virtuel turneringsgolf.

- De synes, det er virkelighedsnært. De er overraskede over, at det kan få adrenalinen op, og at de kommer i “tournament mode”, fortæller Bjørn Nørgaard.

Virtuel golf er det område, som TrackMan lige nu investerer flest penge i. ESport er i kolossal vækst, og her har virtuel golf den fordel, at det ikke bare spilles bag en skærm med en controller i hånden, men med svingbevægelser præcis som de udføres på den rigtige bane. Kravene kommer tættere og tættere på det, man skal levere under åben himmel.

Bjørn Nørgaard er selv en dygtig golfspiller. Så sent som i 2020 vandt han EM-guld med det danske seniorlandshold.

- Jeg kan da være ærlig at sige, at jeg selv har haft det, man kan kalde et diplomatisk forhold til simulatorgolf. Jeg kunne ikke rigtig se, hvad jeg skulle med det. Men nu giver det rigtig god mening at spille det, siger han med henvisning til, hvor  virkelighedsnært, det kan udøves.

I TrackMan Virtual Pro Series bliver det dog fortsat sådan, at putts inden for otte fod/2,5 meter bliver givet, da man ikke her kan måle de små bevægelser præcist nok.

Bjørn Nørgaard mener ikke, at virtuel golf nogensinde kommer til at betyde en trussel mod rigtig golf. Hverken ude i klubberne eller på de store tours.

- Overhovedet ikke. Det kommer ikke til at ske uanset hvad. Det er et supplement til rigtig golf, fastslår han.

User Comments:

  • Vedr. Trackman spørgsmål

    17/03 - 2021 |

    Vi arbejder (intenst) på sagen og vil kunne tilbyde 'live online play' indenfor de kommende måneder. Det betyder, at man kan spille i hver sin simulator live uafhængig af fysisk lokation - og samtidig gør vi det også muligt at spille mod venners 'ghost' runder så man også bliver uafhængig af tid. På sigt vil man også kunne se hinanden og ikke mindst tale sammen, hvis man spiller 'live online'. Alt dette, og meget andet spændende, er under hastig udvikling her hos TrackMan.. Venligst Jakob Munk (Ansvarlig for TrackMan Simulator)

  • Trackman spørgsmål

    17/03 - 2021 |

    Kan man, idag, koble 2 trackman simulatorer der står vidt forskellige steder (i verden) sammen, og således spille matchplay uden at være samme sted fysisk?

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,161,667
  • Unique Visitor:177,702
  • Registered Users:166,762
  • Unregistered Users:31,296
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,328
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,080
    • This week:98,958
    • This month:407,876
    • This year:3,162,319

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk